Ulovligt spirituslager tømt

På baggrund af rygter og længere tids observationer slog SKAT lørdag middag til mod et ulovligt spirituslager ved Præstø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Medarbejdere fra SKAT i Næstved brugte deres lørdag på at aflægge besøg på en adresse i Præstø-området.

- Der var virkelig linet op til salg, ja faktisk mindede det lidt om en lokal udgave af Bordershoppen, fortæller afdelingsleder Per Andersen.

SKAT beslaglagde ikke mindre end 50 flasker spiritus, 3.744 øl og 6.288 sodavand, hvilket alene medfører et krav til lagerets ejermand om betaling af afgifter med ca. 9.000 kroner.

- Vi blev selvfølgelig nødt til at rekvirere en vognmand til at køre de mange varer væk fra adressen. Udgifterne til vognmanden kommer den "forretningsdrivende" til at betale, fortsætter Per Andersen.

Også Dansk Returpant A/S vil opkræve for manglende pantmærker. Sammen med bøderne for diverse overtrædelser kan der blive tale om en samlet betaling på ikke under 50.000 kroner.

- Det skal bemærkes, at den anmeldte erkendte at have indkøbt de beslaglagte varer med henblik på videresalg. Det ville også være svært at påstå andet, for der var pris- og tilbudsskilte på en del af varerne, slutter Per Andersen.


Nyhedsoverblik