Uerfarne kajakroere sætter deres liv på spil

Kajakroning er populært som aldrig før. Men det er langt fra ufarligt at padle rundt i danske farvande og for uerfarne kan det være direkte livsfarligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag var der demonstration i kajakroning og sikkerhed ved Marielyst strand.

Og der var rift om kajakkerne.  Generelt er kajaksporten på det sidste blevet så populær, at flere klubber melder om ventetid. Og skulle nogle føle sig fristede til derfor at tage ud på egen hånd - uden erfaring, så kan det få konsekvenser.

- Det er ligesom at køre i bil, der er nogle færdselsregler herude på vandet og det er der også sikkerhedsmæssigt. Og ved man ikke, hvad man gør, så kan situationen udvikle sig til noget farligt, siger Michael Nielsen, som er kajakinstruktør for Aquasyd ved Marielyst.

Han viste i dag interesserede strandgæster nogle af de elementære sikkerhedsregler for kajakroning.

Og de regler er nødvendige, for det kan hurtigt gå galt i kajak. Det sås senest i tirsdags ud for Gedesby strand, hvor en mand og to 16-årige drenge kæntrede i deres kajakker og kom i havsnød.

Og der er større risiko for at noget går galt, hvis det er en uerfaren roer, der sidder i kajakken

- Det siger jo lidt sig selv at, hvis man ikke ved man skal gøre derude når man vælter så går man i panik og hvis man er kommet rigtig langt ud så er der langt at svømme, siger Michael Nielsen

Hvis nogen alligevel skulle have lyst til at sætte sig i en kajak uden undervisning og erfaring, så er der ifølge Michael Nielsen kun én ting at gøre

- Det er meget enkelt, så skal de finde sig en anden sport.


Nyhedsoverblik