Tyve stjal kran til rambuktyveri

Weekendens dramatiske biljagt på Holbækmotorvejen forhindrede efter alt at dømme et rambuktyveri, mener politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En voldsom biljagt på Holbækmotorvejen endte i weekenden med, at fire personer i 30'erne blev anholdt.

Mændene havde stjålet en kran fra en byggeplads i Hedehusene, og selv om tyvene var tavse under grundlovsforhøret, har politiet en klar teori om, hvad kranen skulle bruges til.

- Det er vores opfattelse, at mændene ville bruge kranen til et rambuktyveri. Det virker i hvert fald mere sandsynligt, end at de skulle sælge den videre, fortæller pressemedarbejder Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Tyvene stammer fra Hedehusene, Frederikssund og Holte og er indtil videre varetægtsfængslet indtil den 7. februar.

Politiet modtog natten til søndag en anmeldelse om en lastbil med kran, men uden nummerplader, og et følge på tre biler.

Politijagten blev indledt ved Q8-tanken i Roskilde, hvorefter lastbilen forulykkede i en mark, og den forslåede fører blev anholdt.

Det lykkedes politiet at standse den ene af de tre medfølgende biler øjeblikkeligt, mens en anden forulykkede ved Fløng.

Den tredje bil, en større Nissan, slap helt væk og var mandag stadig på fri fod.

- Føreren af denne bil leder vi stadig efter, og de anholdte har ikke just hjulpet os med efterforskningen, lyder det fra Carsten Andersen.


Nyhedsoverblik