Transportløs i Tappernøje

Borgerne måtte se langt efter deres teletaxa i morges. Næstved Kommune havde ikke fået forlænget aftalen med vognmanden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vognmand ved Fladså Turist og Taxa, Per Andersen, var så småt gået igang med at pille nummerpladerne af den vogn, der normalt plejer at fragte borgere rundt i den tidligere Fladså Kommune.

Kontrakten med Næstved Kommune udløb i går, og da han ikke havde modtaget en ny, så troede han, at opgaven var overgået til en anden vognmand.

Teletaxaordningen fungerer som en slags busser i områder, hvor der ikke er buslinier, så derfor var der mange borgere, der i morges ikke kunne blive fragtet rundt.

Lidt over middag modtog Per Andersen så et brev fra kommunen. Ordningen var blevet taget op på et hastemøde i løbet af formiddagen, og de ville gerne have ham til at fortsætte med kørslen. 

Grunden til at den nye kontrakt var så lang tid undervejs var angiveligt en kombination af Fladså Turist og Taxas hævede priser og en ferieramt Næstved Kommune.

Teletaxaordningen kører nu igen som den plejer. I hvert fald indtil januar, hvor der igen skal tages stilling til ordningen.


Nyhedsoverblik