Tragisk ulykke under jagt

En 48-årig mand er død af de kvæstelser han pådrog sig, da han faldt af en trailer under en jagt på Lolland. Ulykken skete i janur, men kommer først nu til offentlighedens kendskab. Direktør risikerer sag om uagtsom manddrab, skriver Folketidende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jagten foregik ved Ulriksdal Gods, ved Godsted på Lolland den 19. januar. Der var 14 sjællandske jægere med og jagten endte brat, da den 48-årige jæger, Erik Jensen fra Rude på Vestsjælland, faldt af den trailer, der transporterede jagtselskabet rundt, skriver Folketidende.

Faldet medførte så svære kvæstelser, at han døde seks dage senere på Rigshospitalet.

Politiet undersøger jagt-ulykke

Ifølge Nykøbing Politi skete den tragiske ulykke, da en firehjulstrækker foran traileren kørte ud på Næsvej fra en markvej. Firehjulstrækkeren førtes af direktør Niels Møller, Sakskøbing, som jagtselskabet havde købt fasanklapjagten af. Formålet var at komme videre til en ny såt på den anden side af Næsvej.

- Den 48-årige sad bagest på traileren. Men da vi endnu ikke har afhørt samtlige jagtdeltagere, ved vi ikke, om han faldt af traileren ned på asfaltvejen på grund af et ryk, hop, eller fordi bilen blev speedet op, siger sektionsleder Morten Håkonsson, Nykøbing Politi.

Direktør risikerer sigtelse for manddrab

Da politiet endnu mangler at afhøre jagtdeltagere, er der ikke hundrede procent styr på det faktiske hændelsesforløb. Politiet har derfor endnu ikke rejst sigtelse mod Niels Møller, der førte bilen. Ifølge Lolland Falsters Folketidende er det i strid med færdselsloven at fragte jægerne rundt på traileren.

- Det springende punkt er, om vores jurister beslutter at rejse sigtelse for uagtsomt manddrab. Om det bliver tilfældet, ved vi formentlig først om 14 dage, siger Morten Håkonsson.


Nyhedsoverblik