Træt af langsom sagsbehandling

Elever og kørelærer på et AMU-taxachaufførkursus i Næstved er frustrerede over lang ventetid på at få godkendt kørekortet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et hold taxachaufførelever testede mandag glatbaneevnerne på køreteknisk anlæg i Toksværd.

På fredag er de færdige med AMU-kurset, der tager omkring en måned. Men størstedelen af dem har ingen anelse om, hvornår de kan komme til køreprøve.

- Det er jeg sur over og ked af. Jeg har fået lovning på et job, når jeg har mit erhvervskort, men jeg ved jo ikke, hvor længe vognmanden vil vente på mig, siger Martin Hansen fra Rønnede, der i øjeblikket er arbejdsløs.

Tidligere var det de lokale politikredse, der stod for at behandle kørekortsager.

Men siden oktober sidste år det været et nyoprettet administrativt center i Høje Taastrup, der tjekker op på blandt andet ansøgernes straffeattest og helbredsmæssige baggrund.  

Den nye praksis har ifølge kursets kørelærer forlænget sagsbehandlingstiden markant til stor gene for de elever, der tager bus- eller taxakørekort.

- Tidligere tog det 2-3 uger, men nu er der ventetid på op mod 3 måneder, siger Walther Linck, der kan fremvise et dokument, som politiet selv har sendt til landets kørelærere, hvori myndigheden erkender den lange behandlingstid i visse sager.

- Vores mål er at nedbringe behandlingstiderne, og vi prioriterer erhvervssagerne. Men der kan være enkelte sager, især når der er helbredsmæssige spørgsmål, hvor sagsbehandlingen strækker sig over en længere periode, siger chefen for Administrativt Center Øst, Pernille Brinch til TV ØST.

Når ansøgernes helbred skal vurderes, skal embedslægen også vurdere sagen.


Nyhedsoverblik