Tiltalt for krænkelser af børn: Jeg prøvede at gøre dem afhængige af mig

En 47-årig mand fra Midtsjælland er tiltalt for at have krænket 40 børn over en periode på 10 år. Retten i Roskilde behandler sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For anden dag i træk sætter den tiltalte mand sig ved vidneskranken. Han vil gerne afgive forklaring om de filer, der er fundet på hans harddiske og computer. Filer, der indeholder chats og seksualiserede billeder, som den tiltalte har udvekslet med udenlandske børn fra USA, Sydafrika, Sverige og England. Børnene har han fundet på blandt andet Youtube kommunikationsplatformen Periscope.

- Har du skrevet til B. (en af de forurettede piger, red.) om seksuelle ting? spørger anklageren.

- Ja, jeg har prøvet at gøre hende afhængig af mig følelsesmæssigt. Det prøvede jeg med flere af pigerne. Jeg kunne godt lide relationen. Jeg kunne godt lide, at de syntes, at jeg var det mest fantastiske i denne verden. Det kunne jeg godt lide, siger den 47-årige mand.

Pigerne, manden har kommunikeret med, har ifølge anklageskriftet været fra ti år. Manden erkender, at flere af pigerne nok har været ca. 11 år, da han startede med at kommunikere med dem.

- Kunne du godt lide det, selvom det var så små piger?

- Jeg lagde ikke så meget vægt på alderen, det hængte jeg mig ikke i, siger han.

Sådan foregår grooming typisk:

  • Ved grooming tager krænkeren ofte kontakt til et barn eller en ung via internettet og opbygger en relation.
  • Grooming bruges om den proces, hvor en krænker opbygger en relation til et barn for senere at begå et seksuelt overgreb.
  • Det kan foregå både offline og online, men når det foregår på internettet har krænkeren nemmere ved at virke troværdig, og det kan virke mindre farligt for barnet eller den unge.
  • Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet har delt grooming op i otte faser. Læs mere om, hvordan grooming typisk foregår:
  • Først forsøger krænkeren at skabe kontakt til barnet ved at lyve om sin identitet. Det sker oftest online.
  • Når kontakten er etableret, vil krænkeren typisk forsøge at afdække, hvad barnet eller den unge tumler med. Relationen mellem offer og krænker kan udvikle sig over flere dage eller ligefrem måneder.
  • Krænkeren ved, at han eller hun er i gang med noget ulovligt og vurderer risikoen for at blive opdaget. Krænkeren vil typisk afprøve barnets evne til at holde på en hemmelighed.
  • Relationen mellem offer og krænker udvikler sig gradvist, så barnet til sidst føler sig forpligtet over for det nye venskab.
  • Herefter får grooming typisk en mere seksuel karakter. Krænkeren vil begynde at spørge ind til barnets erfaringer med kærester, seksuel aktivitet eller den fysiske udvikling.
  • Krænkeren vil typisk foreslå at tale sammen over webcam eller at få tilsendt billeder af barnet. Når barnet giver efter, kan krænkerens attitude ændre sig til at være mere truende og krævende.
  • Nogle krænkere har som endeligt mål at mødes fysisk med barnet for at gennemføre seksuel aktivitet. Krænkeren vil arrangere et møde, hvor han eller hun er alene med barnet.
  • Ofte vil krænkeren påpege over for offeret, at deres forhold er specielt, og at andre ikke vil kunne forstå det. Krænkeren vil pålægge barnet ansvar, skyld og skam.

Kilder: Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd.

Nægter at have groomet børn

Selvom den tiltalte altså erkender, at han forsøgte at skabe en følelsesmæssig afhængighed mellem pigerne og ham selv, nægter han at have udsat pigerne for grooming. Han nægter også, at han har forsøgt at lyve sig væsentligt yngre, end han var.

Ifølge den tiltalte er han ophavsmand og skaber af et netværk, hvor helt unge piger kunne vise sig frem seksuelt, og finde et publikum blandt mænd. Ifølge den tiltalte var netværket en slags fællesskab.

- Jeg nød at se på de liveshows, pigerne lavede. Det gjorde vi allesammen i den gruppe. Men vi ville gerne have, at det skulle ske på en ordentlig måde. Det var derfor, vi lavede netværket. Det lyder, som om vi var frelsende engle, når jeg siger, at vi prøvede at beskytte pigerne, og det var vi ikke. Beskytte er et forkert ord. Men vi prøvede at skabe et rum, hvor de kunne vise sig frem på en sikker måde, i stedet for at optræde andre steder, hvor de risikerede ubehageligheder efterfølgende.

Pix fra retten i Roskilde IDVA_0
Læs også
Tiltalt for at krænke 40 børn: Jeg var en konge i det netværk
Pix fra retten i Roskilde IDVA_0
Læs også
Tiltalt for at krænke 40 børn: Jeg var en konge i det netværk

Den midaldrende familiefar er tiltalt for i alt 30 forhold. 40 børn er ifølge anklageskriftet blevet krænket. Udover de 9 udenlandske børn, drejer det sig om 31 danske børn, herunder hans egne biologiske børn, en plejedatter, børn i nabolaget i byen på Midtsjælland og børnenes skolekammerater. Børnene var på gerningstidspunktet mellem tre og fjorten år. Børnene er blevet filmet, mens de var nøgne, uden at de vidste det. Fokus har været på deres kønsorganer. Desuden er der rejst tiltalt for seks tilfælde af voldtægt, ved anden seksuel omgang end samleje med en person under 12 år. Disse forhold omhandler fire børn, der er blevet filmet, mens den tiltalte berørte dem på kønsorganerne, mens de overnattede i hans hus.

Tiltalt: Det var for pigens skyld

Ligesom på den første retsdag holder den tiltalte altså fast i, at han i forhold til de udenlandske børn forsøgte at skabe et sikkert rum. Et rum, hvor pigernes behov for at vise sig frem blev imødekommet, og hvor mænd med upassende adfærd ikke havde adgang. 

quote Jeg nød at se på de liveshows, pigerne lavede. Det gjorde vi allesammen i den gruppe

Tiltalte

Under retsmødet bliver den tiltalte spurgt til, om han selv, som han er tiltalt for, har fremsendt billeder af sin erigerede penis til nogle af de unge piger.

Det har den tiltalte ingen erindring om. Det kan dog godt være sket på pigernes opfordring, siger han. Han understreger, at han har været opmærksom på ikke at overskride nogens grænser.

Ifølge den tiltalte er det tydeligvis ikke upassende adfærd at sende et billede af sin penis til en ung pige under 15 år. Når den tiltalte taler om upassende adfærd, mener han mænd, der optager og efterfølgende afpresser de unge piger, der har vist sig frem live på nettet. Mænd, der ikke er søde ved pigerne, ligesom han, ifølge sin egen opfattelse, er.

Ifølge den tiltalte har han kommunikeret med en ung pige siden 2018. Da de startede med at tale sammen over nettet var hun 10-11 år. Også her mener han, at han har haft fokus på pigens behov. Ifølge den tiltalte fastholdt han kontakten til hende, fordi han havde ondt af hende. Hun havde det svært. I retten fortæller den tiltalte, at han har bedt pigen om at sende ham seksuelt materiale, fordi hun godt kunne lide det.

- Så det var altså for pigens skyld, spørger specialanklageren.

- Ja, jeg var faktisk ikke rigtigt interesseret i det, svarer den tiltalte.

Sårbare piger blandt ofrene

Specialanklager Lise Frandsen fremhæver, at det efter anklagemyndighedens opfattelse ikke er den eneste af de forurettede piger, der har haft vanskeligheder. I forhold til de udenlandske forurettede piger går særligt en ting nemlig igen. Flere af pigerne har været sårbare. En har ifølge kommunikationen mellem den tiltalte og pigen skåret i sig selv. En har et talehandicap. En har været udsat for et seksuelt overgreb fra et familiemedlem. Dette erindrer den tiltalte ikke meget om.

- Jeg tror for eksempel slet ikke, at den ene skar i sig selv. Jeg tror, det var noget, hun skrev for at få min opmærksomhed. Det er sådan noget, unge piger gør, siger den tiltalte irriteret i retten.

Retssagen fortsætter fredag. Her skal blandt andet den tiltaltes tidligere hustru vidne i sagen. 


Nyhedsoverblik