Tiltalt bilist uden kørekort ankom til retten - i bil

En ung mand skulle onsdag i retten i en sag, hvor han har kørt rundt uden kørekort. Men på vej til retsbygningen så en betjent ham komme kørende i bil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 23-årig mand fra Holbæk tog onsdag en bil hen til byens retsbygning. Problemet var bare, at han netop skulle hen til retsbygningen, fordi han var tiltalt for at have kørt rundt uden at have et kørekort.

Betjent på pletten

Det var måske gået, hvis ikke det var fordi en af dem, der skulle vidne mod ham i sagen, var en politibetjent. Han var tilfældigvis ude foran retsbygningen, da den 23-årige kom kørende i en personbil.

Den 23-årige blev sigtet for kørsel uden førerret.

Da det nu var tredje gang inden for blot 2 måneder, at han blev afsløret i at køre bilen uden førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation.

Blev sur og tilkaldte venner

Det brød den 23-årige sig bestemt ikke om, så han tilkaldte nogle venner, der ville lave ballade.

Politiet måtte sende et par patruljer til området for at opretholde roen og for at kunne gennemføre beslaglæggelsen af bilen.

Ingen andre end bilejeren blev sigtet i forbindelse med balladen, og politiet er ikke bekendt med udfaldet af det planlagte retsmøde.

Den 23-årige vil dog på et senere tidspunkt blive indkaldt til endnu et retsmøde, når spørgsmålet om konfiskation af hans bil skal afgøres.


Nyhedsoverblik