Tidligere topdommer udvist

Den tidligere topdommer, Knud Erik Fisker, blev i weekeden udvist i en serie 3 kamp for at kalde dommeren en tåbe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Knud Erik Fisker gør sig bemærket i serie 3, hvor han lørdag blev vist ud i 10 minutter. Det skriver Nordvestnyt.dk.

- Var det virkelig ham?! Det anede jeg faktisk ikke. Jeg hørte godt nogle af de andre kaldte ham Fisker, men det tænkte jeg ikke over. Jeg er overrasket over at høre det - jeg mener med den opførsel ...

Sådan lød det fra serie 3-fodbolddommeren Finn Klindt Hansen fra Ubby, da han blev gjort opmærksom på, at det var den tidligere topdommer i dansk og international fodbold Knud Erik Fisker han lørdag havde givet gult kort og dermed vist ud i 10 minutter.

Det skete i en serie 3-kamp i Nykøbing Sjælland, hvor hjemmeholdet slog Holbæk med 10-0. Fisker er direktør i Nordvest FC i Holbæk, men hjælper i en alder af 47 år også som spiller på Holbæks tredjehold, der er alvorligt i bekneb for spillere.

I kampens afslutning - og ved stillingen 8-0 til Nykøbing - følte Knud Erik Fisker sig snydt for et straffespark og råbte "tåbe" efter dommeren.

Finn K. Hansen lod spillet fortsætte, fordi Nykøbing havde erobret bolden, men kaldte derefter synderen til sig. Fisker mente dog, at det var dommeren, der skulle komme til ham.

"Magtkampen" endte med et gult kort til holbækkeren, der i den forrige serie 3-kamp gjorde sig bemærket ved at score to gange mod Asnæs.

- Det var spøjst at overvære, lød det ifølge Nordvestnyt.dk grinende fra Nykøbings træner, Jan Heitmann, om episoden på Kongeengen i Nykøbing Sjælland.


Nyhedsoverblik