I 2007 var Carsten Madsen en del af den danske indsats i Irak på det sidste danske hold i landet.
Han arbejdede som elektromekaniker på at sikre, at soldaterne kunne bevæge sig rundt i ørkenen.
Men det var et hårdt liv i lejren, der var under voldsom beskydning.
- Nogle brød bare grædende sammen og kunne ikke klare det længere. Det var mest nogle, der havde små børn, for eksempel, de kunne slet ikke klare det længere, siger Carsten Madsen.
Soldaterne fik tilbudt psykologhjælp i foråret 2007, men efterhånden blev tilbudet udskiftet med et andet.
Nu kunne soldaterne, der havde det svært, få en samtale med feltpræsten langt væk fra lejren. Det skete under ophold i et hus, som forsvaret havde lejet i Kuwait.
- Jeg tror, det har noget med statistikken at gøre. Alle dem, der sendes hjem, de kan jo registreres, men alle dem, der sendes til Kuwait, det står jo ikke nogen steder, at de har haft det dårligt. Og det var måske måden at holde statistikken nede på, siger Carsten Madsen.
Daværende feltpræst Peter Sporleder udtrykker også i dag sin kritik af opholdene i Kuwait.
- Det er selvfølgelig kritisabelt, at der ikke var psykologhjælp til soldaterne, siger Peter Sporleder og fortsætter med at sige, at det fra forsvarets side blev vurderet, at feltpræstens hjælp var tilstrækkelig.
Jens Kofoed er oberst i Hærens Operative Kommando og beskæftiger sig blandt andet med personellet. Han afviser kritikken:
- Feltpræsten har jo været meget tæt på noget af personellet, og derfor synes vi også, at feltpræsten var velegnet til at være med til den her opgave, siger Jens Kofoed og fortsætter:
- Ihvertfald i den situation, vi stod i på det tidspunkt, var det den korrekte anvendelse både af psykologer og feltpræster.