Syv års fængsel for millionsvindel

Revisoruddannet mand fra Svinninge fortsatte sin kriminelle karriere, da han afsonede den sidste dom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fortiden kom tilbage som en boomerang for en revisoruddannet mand fra Svinninge, da retten i Holbæk fredag straffede ham for en stribe tilfælde af økonomisk kriminalitet. Dommen lød på fængsel i syv år til den 63-årige Bruno Ege Køldal-Eriksen.

Der er tale om en fællesstraf, fordi han begik en hel del af kriminaliteten, mens han afsonede en tidligere dom for præcis den samme type lovovertrædelser.

Dommer Lis Hævdholm fastslår i dommen, at det er en væsentlig skærpende omstændighed, at han svindlede under afsoningen, som i øvrigt helt usædvanligt delvist foregik i hjemmet.

Køldal-Eriksen havde over 1100 dage stående på "bankbogen" fra den forrige dom. Ud over fængsel blev den 63-årige idømt en tillægsbøde på 6.250.000 kroner.

Han havde tilstået grov svindel med skat, moms, kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag for i alt 7,7 millioner kroner.

Kriminaliteten foregik blandt andet ved, at han skrev omkring 180 fiktive fakturaer, som andre brugte som redskab til at undgå betaling til de offentlige kasser.

Den dømte er en veteran, når det gælder økonomisk kriminalitet. Den forrige dom lød på fængsel i seks år for svindel for 7,2 millioner kroner, og inden da blev han dømt for dokumentfalsk med stjålne checks for næsten 10 millioner kroner.

Forleden undskyldte han sig med, at det offentlige nærmest havde tvunget ham til svindelen.

- Da jeg kom ud fra Vestre Fængsel, havde jeg ikke en krone på lommen. Kommunen ville kun give mig 210 kroner om ugen i madpakkehjælp. Jeg var tvunget til at lave noget for at eksistere. Ingen mennesker kan leve for 210 kroner om ugen, sagde Køldal-Eriksen, da han bad om en mild straf.

Hans forsvarer klandrede retssystemet, fordi Køldal-Eriksen ved den forrige dom blev frakendt retten til at arbejde som revisor.

- Han blev forhindret i at lave noget med tal og regnskaber. Det er det eneste, han kan. Han kan ikke være flyttemand eller noget. Og da han ikke kunne gøre det lovligt, blev han presset ud i noget ulovligt, lød det fra advokat Johan Schwarz-Nielsen.

Anklageren, assessor Lykke Nielsen fra Bagmandspolitiet, havde forlangt den maksimale straf - nemlig fængsel i otte år.


Nyhedsoverblik