Sygeplejersker nedlægger arbejdet efter regeringsindgreb: - Vi gør det for sundhedsvæsnet

Utilfredshed med regeringsindgrebet fik sygeplejersker til at nedlægge arbejdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

12 sygeplejersker nedlagde fredag morgen arbejdet på øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

De er utilfredse med regeringens indgreb i sygeplejerskernes strejke for en uge siden.  

- Vi har talt sammen i afdelingen og er blevet enige om, at vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare sidde tilbage og se på, at vores sundhedsvæsen går fra hinanden. Det er lidt det, vi ser, siger Lotte Jochumsen, sygeplejerske på afdelingen og en af dem, der nedlagde arbejdet.

Læs også
Sygeplejersker om regeringsindgreb: - Det er en trussel for sundhedsfaget
Læs også
Sygeplejersker om regeringsindgreb: - Det er en trussel for sundhedsfaget

Arbejdet blev nedlagt i en enkelt time fra otte til ni om morgenen. Her var dagens første patienter allerede mødt op, men de måtte enten vente eller kun blive tilset af lægen, hvor patienterne også normalt bliver tilset af en sygeplejerske.

- Det vi gerne vil vise, det er, at vi som sygeplejersker, vi står sammen. Vi viser solidaritet med vores patienter og med vores sundhedsvæsen, og selvfølgelig også os selv. Vi har valgt vores arbejde, fordi vi gerne vil gøre noget for patienterne, og vi vil gerne gøre en forskel, siger Lotte Jochumsen.

Flere arbejdsnedlæggelser

Det er ikke kun i Roskilde, at sygeplejersker har nedlagt arbejdet efter Folketinget vedtog lovindgrebet. 

I mandags nedlagde 100 sygeplejersker arbejdet på Aarhus Universitetshospital og fredag nedlagde yderligere 70 sygeplejersker arbejdet i Horsens.

- Jeg tror ikke, 12 sygeplejersker kan gøre det alene, men vi kan gøre det sammen. 100 sygeplejersker i Aarhus gør det heller ikke alene, men vi er ikke alene. Det er derfor, vi gør det. Vi er med i Roskilde, de er med i Horsens, hvem ved, måske kommer der nogle flere i næste uge, siger Lotte Jochumsen.

Læs også
Skuffede og vrede sygeplejersker tilbage på job: - Drømme og håb forsvinder
Læs også
Skuffede og vrede sygeplejersker tilbage på job: - Drømme og håb forsvinder

Alle sammen kæmper de for at få ændret tjenestemandsreformen. Ikke kun for dem selv, men for hele sundhedsvæsnet.

- Hvis ikke vi får nogle flere lønkroner, hvis ikke tjenestemandsreformen bliver reformeret, så kommer der ikke til at ske noget og så flygter sygeplejerskerne fra deres job. Der er mange, der ikke længere kan se sig selv i sundhedsvæsnet i fremtiden, som det ser ud nu med manglende løn og anerkendelse, siger Lotte Jochumsen.

- Vi gør det for vores sundhedsvæsens skyld. Vi gør det, fordi vi brænder for at være der for patienterne, og det kan vi ikke komme til, hvis vi mister kollegaer på daglig basis. Vi bliver færre til at tage sig af patienterne på en fornuftig måde.

Sygeplejerskerne er opmærksomme på, at arbejdsnedlæggelsen er ulovlig. Skulle der komme et efterspil, er de indforstået med det.

- Det er vi med på. Det er en overvejelse, vi har gjort, siger Lotte Jochumsen.

Sygeplejerskerne under arbejdsnedlæggelsen.
Sygeplejerskerne under arbejdsnedlæggelsen. Foto: Privatfoto.

Nyhedsoverblik