Sygehusdirektører i Region Sjælland sprang vaccinekøen over

Otte ud af 14 direktører i sygehusledelserne på Region Sjællands sygehuse er blevet vaccineret mod covid-19. Det bekræfter Region Sjælland overfor TV2 ØST i en aktindsigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I alt otte ud af 14 direktører og vicedirektører i Region Sjællands sygehusledelser på akutsygehusene i Nykøbing Falster, Slagelse og Holbæk og på Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde er blevet vaccineret mod covid-19.

Det drejer sig om to vicedirektører fra Nykøbing Falster Sygehus, en vicedirektør på Holbæk Sygehus, en vicedirektør på Slagelse Sygehus, og hele ledelsen bestående af en direktør og tre vicedirektører fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge. 

Det fremgår af en aktindsigt, som TV2 ØST har fået.

quote Der er ingen tvivl om, at man skal prioritere det personale, som er i størst risiko for selv at blive smittet, og det personale som er i størst risiko for at give smitten videre til sårbare patienter, og der er sygehusdirektører altså ikke i de kriterier

Søren Brostrøm, direktør, Sundhedsstyrelsen


Det er ellers kun det sundhedspersonale, der har særlig risiko for smitte eller som varetager en kritisk funktion, som er blandt dem, der er står forrest i vaccinekøen, det såkaldte frontpersonale. Men Region Sjælland forklarer, at de mellem jul og nytår fik mellem en og to ekstra vacciner ud af hver enkelt vaccine-ampul og derfor stod med overskydende vaccine, som skulle fordeles hurtigt. 

I et svar til TV2 ØST oplyser Region Sjælland at: 

”Situationen mellem jul og nytår var, at der indledningsvist var planlagt med 5 optrækninger pr. hætteglas, og booket til vaccinationer efter det. I løbet af kort tid stod det klart, at man kunne optrække 6-7 doser pr. glas. Det gav et overskud på 20-40 procent og sygehusene indkaldte ekstra personale til vaccination, blandt dem der var på arbejde på hospitalet. Først og fremmest klinisk frontpersonale, men i et vist omfang også andre ansatte; herunder fra sygehusledelser". 

Læs også
Region Sjælland adskiller indgange til vaccine og tests efter kritik
Læs også
Region Sjælland adskiller indgange til vaccine og tests efter kritik

Så sent som onsdag understregede direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, overfor TV 2, at man ikke kan komme foran i køen, fordi man er direktør på et sygehus, og han har skriftligt sendt en påmindelse om retningslinjerne ud til alle regionerne.

- Der er ingen tvivl om, at man skal prioritere det personale, som er i størst risiko for selv at blive smittet, og det personale som er i størst risiko for at give smitten videre til sårbare patienter, og der er sygehusdirektører altså ikke i de kriterier, sagde Søren Brostrøm til TV 2.

Ændrer procedurer

Region Sjælland har nu ændret procedurer for at undgå lignende situationer: 

"For at undgå lignende situationer, er der oprettet ventelister/akutlister, så sygehusene løbende kan indkalde frontpersonale, hvis der er overskydende vacciner.”, oplyser Region Sjælland. 

Vaccinationerne af de første grupper i vaccinekøen, blandt andet sygehusenes frontpersonale, gik i gang den 27. december sidste år, kort efter at de første vacciner fra BioNTech og Pfizer ankom til Danmark.

Sygehusdirektør Ricco Dyhr er ikke selv blevet vaccineret. - Jeg vurderer ikke, at jeg sidder i en kritisk funktion. Jeg venter til langt henne i rækken, siger han.
Sygehusdirektør Ricco Dyhr er ikke selv blevet vaccineret. - Jeg vurderer ikke, at jeg sidder i en kritisk funktion. Jeg venter til langt henne i rækken, siger han.

Sygehusdirektør Ricco Dyhr på Nykøbing Falster Sygehus bekræfter, at de to vicedirektører på sygehuset er blevet vaccineret. 

Det drejer sig om Inge Paamejer, der er sygeplejefaglig vicedirektør, og Peder Fabricius, der er lægefaglig vicedirektør, og det er der ifølge Ricco Dyhr en god forklaring på. Den ene vicedirektør, Peder Fabricius, er netop tiltrådt den 18, januar, men før det arbejdede han på Lungeambulatorisk Ambulatorium i på Sjællands Universitetshospital i Roskilde

- Han var speciallæge og arbejdede med lungekritiske patienter og var derfor kritisk personale og blev vaccineret i den forbindelse før han tiltrådte her den 18. januar, forklarer Ricco Dyhr.

Vicedirektør har ansvar for Covid-beredskab

Den anden vicedirektør, Inge Paamejer, er blevet vaccineret, fordi hun er blevet vurderet til at sidde i en kritisk funktion, fordi hun har ansvaret for covid-19 beredskabet og vaccineindsatsen på Nykøbing Falster Sygehus.

- Da det hele stak af og steg voldsomt mellem jul og nytår, og der var mange smittede og indlagte, og det skulle håndteres, så vurderede vi, at hun skulle på listen, fortæller Ricco Dyhr.

Er hun frontpersonale?

- Det er et spørgsmål om, hvad man vurderer som kritisk funktion. Hun har ikke direkte patientkontakt, men hun er den, der styrer beredskabet og sørger for, at vi kan tage imod syge patienter. Det er svært at drive et sygehus hjemmefra, så derfor er hun på matriklen stort set hver eneste dag. Det kan sagtens lyde mærkeligt, men hun er en del af den kritiske funktion, vi var nødt til at organisere om hver dag, fordi der kom mange patienter, og det var Inge Paamejer en central del af, siger han. 

Sygehusdirektør Ricco Dyhr er ikke selv blevet vaccineret.

- Jeg vurderer ikke, at jeg sidder i en kritisk funktion. Jeg venter til langt henne i rækken, siger han.  

Ledelsen på Region Sjællands sygehuse

Sjællands Universitetshospital (afd. Roskilde, Køge)

  • Niels Würgler Hansen, sygehusdirektør - er vaccineret 
  • Susanne Lønborg Friis, vicedirektør - er vaccineret 
  • Jesper Gyllenborg, vicedirektør - er vaccineret 
  • Helle Charlotte Nutzhorn Gaub, vicedirektør - er vaccineret 

Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse

  • Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør
  • Charlotte Bøll, vicedirektør
  • Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør - er vaccineret 
  • Anne-Grethe Larsen, vicedirektør

Nykøbing Falster Sygehus

  • Ricco Dyhr, sygehusdirektør
  • Inge Paamejer, sygeplejefaglig vicedirektør - er vaccineret 
  • Peder Fabricius, lægefaglig vicedirektør - er vaccineret (kritisk frontpersonale indtil januar 2021)

Holbæk Sygehus

  • Torben Dencker Rasmussen, sygehusdirektør
  • Dan Brun Petersen, vicedirektør
  • Lone Bjørklund, vicedirektør


På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse er der fire i sygehusledelsen, og en af dem, den lægefaglige vicedirektør, Henrik Stig Jørgensen, er blevet vaccineret.

- Han er den af os, der har tættest kontakt til de afdelinger, hvor de covid-smittede patienter kommer ind, og han er ude til daglige morgenkonferencer og møder frontpersonalet der, fortæller sygehusdirektør, Niels Reichstein Larsen.

Men tæller en vicedirektør som kritisk frontpersonale?

- Han er ikke kritisk frontpersonale, men han er i spil hele tiden, og vi er afhængige af, at vi kan lede den her indsats, og han er meget ude og møder både personale og patienter i den måde, han arbejder på, forklarer Niels Reichstein Larsen.

Kan han ikke arbejde hjemmefra?

- Det kan han godt, og det gør han også en gang i mellem. Men det er vigtigt, at vi er synlige som ledere og viser, at vi er der og går rundt på sygehuset. Det er svært at tale om retfærdighed, men vi vurderer, at Henrik er udsat, og det er godt for sygehusets drift, at han er vaccineret.

Vi er afhængige af, at vi kan lede den her indsats, og vores vicedirektør er meget ude og møder både personale og patienter, forklarer Niels Reichstein Larsen, der er direktør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.
Vi er afhængige af, at vi kan lede den her indsats, og vores vicedirektør er meget ude og møder både personale og patienter, forklarer Niels Reichstein Larsen, der er direktør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Vicedirektør, Henrik Stig Jørgensen, blev vaccineret mellem jul og nytår, hvor der var vacciner i overskud, fordi ampullerne indeholdt flere vacciner end ventet. 

- Der var ledige doser, og man forsøgte at få andre ind. Men det er ikke hovedargumentet. Hovedargumentet er, at vi mente, at det er godt, at Henrik er vaccineret. Han er også en del af vores vaccinationsberedskab, på søndag mangler vi folk til at vaccinere, og vi ved ikke, om det er ham, der skal ud og vaccinere, eller om vi kan finde andre, så vi synes, at det er rettidig omhu, siger Niels Reichstein Larsen.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra sygehusledelsen på Holbæk Sygehus, om hvorfor man har valgt at vaccinere en af sygehusets vicedirektører, men de har ikke ønsket at kommentere sagen. 

På Sjællands Universitet er hele ledelsen - direktøren og tre vicedirektører - blevet vaccineret. Vi blev det, fordi vaccinerne ellers ville være blevet spildt, forklarer sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital Niels Würgler Hansen. Se interview med direktøren her:


Nyhedsoverblik