Sundhedsstyrelsen vil sætte fødsler tidligere i gang

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at fødsler bliver sat i gang allerede fra en uge efter terminsdatoen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skriver styrelsen i en nyhed på sin hjemmeside.

Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen er i dag, at en fødsel skal sættes i gang, når den gravide er gået mellem 10 og 12 dage over termin.

Anbefalingen gælder for raske gravide med et forventet rask foster og normalt fødselsforløb.

For de fleste gravide i Danmark forløber fødslen normalt og ukompliceret, også selv om barnet bliver født efter termin.

Der er dog en lille forøget risiko for fosterdød forbundet med at gå over tid.

Sundhedsstyrelsen estimerer, at ændringen vil kunne forebygge omkring syv dødfødsler om året.

Kan øge infektion hos moren

Der er dog også ulemper ved at sætte tidligere i gang.

Tidligere igangsættelse øger risikoen for infektion hos moren, og flere gravide vil få brug for epiduralbedøvelse.

Der er også en lille øget risiko for ve-storm. Det vil sige, at der under fødslen ikke er pause i veerne.

Læs også
Mangel på sundhedsplejersker – nu får nybagte forældre færre besøg
Læs også
Mangel på sundhedsplejersker – nu får nybagte forældre færre besøg

Debatten om hvornår et barn senest skal fødes, blev startet i forbindelse med et svensk forskningsprojekt, Swepis.

5500 ekstra igangsættelser om året

Projektet skulle undersøge risikoen ved, at kvinder bliver sat i gang senere, men studiet blev stoppet efter fem dødfødsler og et spædbarns død.

På den baggrund nedsatte Sundhedsstyrelsen i juni 2020 en arbejdsgruppe, som har gennemgået evidens og på den baggrund udarbejdet anbefalingen.

Med i arbejdsgruppen er repræsentanter fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Jordemoderforeningen, Dansk Jordemoderfagligt Selskab, Dansk Pædiatrisk Selskab og Forældre og Fødsel.

Anbefalingen vil betyde, at der vil være 5500 ekstra igangsættelser om året. I Danmark bliver der født omkring 60.000 børn om året.

Anbefalingen er i høring frem til den 17. januar næste år.


Nyhedsoverblik