- Det bliver hårdt. Vi har mange, der ikke kan få passet deres børn fra på mandag, så vi må finde alternative pasningsmuligheder, siger butikschef i Bahne i Kalundborg, Tina Hauge Pedersen.
Halvdelen af otte ansatte i Bahne i Kalundborg må tage fri på skift for at passe hinandens børn. Flere andre erhvervsdrivende, som TV2 ØST snakkede med i dag, står i samme situation under strejken i Kalundborg og Guldborgsund kommuner. I Bahne regner man ikke med, at vagtplanerne kan holde til det i længden, og så bliver aldersgennemsnittet i butikken markant lavere.
- Så må vi tage børnene med og placere dem i frokoststuen. Så må kunderne leve med lidt skrig og skrål derfra, siger Tina Hauge Pedersen, der gerne så en anden løsning end strejke, så de forretningsdrivende ikke blev så hårdt ramt.