Storebror voldtog lillesøster og gjorde hende gravid - seksuelle overgreb fylder på Børnetelefonen

Sidste år havde Børnetelefonen 3.962 samtaler, hvor rådgiverne var bekymrede for, om barnet var udsat for omsorgssvigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er stadig mange børn i Danmark, der vokser op med så store svigt, at de har svært ved at sætte ord på dem på Børnetelefonen.

Sidste år havde Børnetelefonen 5.525 rådgivningssamtaler med børn og unge i Region Sjælland. Her gav 495 af samtalerne anledning til bekymring for omsorgssvigt. Det viser nye tal fra Børns Vilkår.

quote Børnenes fortællinger om tæsk, druk og seksuelle overgreb er rystende og bekymrende vidnesbyrd

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår

På landsplan var tallet 3.962 samtaler, hvor rådgiverne var bekymrede for, om barnet var udsat for omsorgssvigt. 

- Børnenes fortællinger om tæsk, druk og seksuelle overgreb er rystende og bekymrende vidnesbyrd om, at alt for mange børn stadig svigtes af deres nærmeste. Af dem, der skulle sikre dem tryghed, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl. 

retten_næstved.jpg
Læs også
Far tiltalt i grov sag om sexmisbrug og vold – kommunen hjælper familien videre
retten_næstved.jpg
Læs også
Far tiltalt i grov sag om sexmisbrug og vold – kommunen hjælper familien videre

Forholdet til forældrene, vold, seksuelle krænkelser og misbrug er de emner, der hyppigst går igen i samtalerne om omsorgssvigt.

Bekymring for omsorgssvig

Antal samtaler, hvor der var bekymring for omsorgssvigt på Børnetelefonen regionalt fordelt:
 

  • Region Hovedstaden 1.685
  • Region Midtjylland 995
  • Region Syddanmark 832
  • Region Sjælland 495
  • Region Nordjylland 416

 

Kilde: Børns Vilkår.

Hvis barnet er klar til at bryde sin anonymitet, tilbydes en bisidder fra Børns Vilkår, der rykker ud til barnet og hjælper ham eller hende med at få hjælp af kommunen. Desuden får barnet hjælp til at finde frem til en voksen i sit netværk, som de kan gå til.

16-årig misbrugt af far og storebror

Lisbeth Noringriis, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, fortæller om én af de samtaler hun har haft, som gav anledning til bekymring for omsorgssvigt:

- En pige på 16 år ringer ind. Hun er stille og ked af det. I løbet af samtalen kommer det frem, at hun var gravid. Længere inde i samtalen fortæller hun, at det, der sker i hendes familie er, at hendes far og storebror seksuelt misbruger hende. Det viser sig, at det er storebroren, der har gjort hende gravid. Hun er ked af det og bange, og hun er blevet misbrugt siden hun var syv år. Hun er også udsat for vold, og hendes mor er meget passiv omkring alt, hvad der sker i hjemmet.

quote Pigen har fået at vide hjemmefra, at hun ikke må sige det til nogen

Lisbeth Noringriis, børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår

- Pigen har fået at vide hjemmefra, at hun ikke må sige det til nogen. Pigen fortæller, at man er begyndt at kunne se, hun er gravid. I samtalen når vi frem til, at hun kender en anden familie, der ikke bor så langt fra hende, som hun har et nært kendskab til. I stedet for at gå i skole, tager hun næste dag hjem til den familie, hvor hun ved, familiens mor er hjemme.

- Et par uger senere kontakter den unge pige os igen for at sige tak. Hun tog kontakt til den anden familie, og de er så taget til kommunen med den 16-årige pige. Her bliver pigen fjernet fra sin biologiske familie øjeblikkeligt, får en abort og er kommet i en plejefamilie.

Det fortæller børnene på Børnetelefonen

  • Pige på 12 år fortæller, at hun har været låst inde på sit værelse siden i går aftes uden at have mad, drikke eller toilet-adgang. Hendes mor låste hende inde, da pigen havde sagt til moren, at moren var fuld. Pigen kan på ingen måde komme ud, mor har taget hendes telefon, men hun har heldigvis computer, så hun kan skrive til os. Pigen er bange for, hvad der vil ske med mor, hvis hun opgiver sin anonymitet, og er meget beskyttende overfor sin mor. 
     
  • Pige på 13 år er bange for at blive 13 år, fordi hun fra sin søster har fået at vide, at hun skal have sex med stedfaren, når hun bliver 13. Pigen er bange og vil ikke. Det kommer frem i samtalen, at stedfar laver seksuelt overgreb på storesøster på 15. Storesøster kommer ind i samtalen og fortæller om overgrebene og den frygt, der ligger i hende for at fortælle det til nogen. Hun er bange for at blive slået ihjel, da stedfar har forsøgt at kvæle storesøster i et overgreb. Mor ved hvad der sker i hjemmet og tror ikke på pigerne. 
     
  • Dreng på 11 år fortæller, at han ikke vil hjem til sin mor dagen efter, på samvær i weekenden. Han fortæller om forskel-lige episoder som grund herfor. Mor og stedfar til drengen bander og skælder drengen ud i forskellige situationer, og han bliver ked af det. Mor og stedfar kan finde på at kalde ham “Lortedreng” eller “retarderet”. Drengen går ind til mor og spørger hvad de skal spise til aftensmad, mor siger at han skal lave mad til sig selv og til lillebror. Stedfar bliver sendt ind af mor, for at sætte ham på plads ved fx at sige: ”opfør dig ordentligt din lortedreng”. 

 

Kilde: Børns Vilkår.

Historien er et udtryk for, at den 16-årige pige handlede på Lisbeth Noringriis’ opfordring, men det er ikke altid, det sker, og derfor er der også mange børn og unge, der ikke får gjort noget ved deres problemer.

- Det er ikke altid, vi ved, hvad der sker, når vi lægger røret på. Vi kan bare håbe, de lytter til vores råd, siger Lisbeth Noringriis.

Lytter til alle problemer

Sidste år havde Børnetelefonen alene 3.962 rådgivningssamtaler, der gav anledning til bekymring for omsorgssvigt i hele landet.

Det er en fordobling siden 2012, fremgår det af tallene fra Børns Vilkår. Dog er det langt fra kun historier om omsorgssvigt, som Lisbeth Noringriis og hendes kolleger hos Børns Vilkår lytter til.

- Udover omsorgssvigt ringer folk også ind om forelskelse og kærlighed, venskaber, pubertet og seksualitet, men der kan også være snakke om børnenes forhold til deres forældre eller skilsmisser, og de ringer også ind om mobning og drilleri. Det er der også meget om, siger Lisbeth Noringriis.

090511_voldelig_grafik3.jpg
Læs også
Ung kvinde forsøgt voldtaget - fik revet sine nylonstrømper i stykker
090511_voldelig_grafik3.jpg
Læs også
Ung kvinde forsøgt voldtaget - fik revet sine nylonstrømper i stykker

I 2018 var der knap 50.000 rådgivninger af børn på Børnetelefonen i hele landet og 131.613 henvendelser, rådgiverne ikke kunne nå at besvare. 

Derfor samler Børns Vilkår ind på søndag den 24. marts for at blive i stand til at hjælpe endnu flere af de børn, der lige nu ikke kan komme igennem til en rådgiver på Børnetelefonen. 


Nyhedsoverblik