Store udgifter til vikarer

Stigende sygefravær og manglen på hænder gør nu, at kommunerne må bruge store summer på vikarer. Især er udgifterne på ældreområdet flere steder eksploderet i løbet af få år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Holbæk forventer de et forbrug i 2007 på 37 mio. kr. hvilket er en stigning på 7 mio. i forhold til sidste år. I Ringsted er udgiften steget fra 11 til mere end 17 mio. kr. på 3 år og hårdest ramt er Næstved, hvor udgifterne er mere end fordoblet fra 24 mio. i 2005 til ca 50 mio. i år.

- Det er jo selvfølgelig, det der gør, at vi sidder i nogle meget stramme forhandlinger i øjeblikket, hvor man skal have enderne til at hænge sammen, siger Kirsten Devantier, der sidder i Udvalget for Omsorg, Handicap og Psykiatri i Næstved Kommune.

Hun beklager at de ekstre penge til vikarer går til at dække et område, som borgerne så ikke rigtig kommer til at mærke værdien af. 

- Kommunerne skal være bekymrede, for det er ikke en særlig hensigtsmæssig måde at bruge pengene på, forklarer Jacob Torfind professor i ledelse på Roskilde Universitetscenter.

Han mener kommunerne er kommet alt for sent i gang med at tænke i øget arbejdsglæde og bedre vilkår, der kan holde på medarbejderne.

- Arbejdsglæde handler meget om, at man kan få lov at bruge sine kompetencer og evner, og det ligger det lidt svært med i øjeblikket, hvor der er mange regler og meget tidsrøvende kontrol i kommunerne, siger han.

- Vi har måske ikke været opmærksomme tidligt nok, men netop i forbindelse med kommunesammenlægningen har der også været mange andre ting at tænke på, siger Kirsten Devantier.


Nyhedsoverblik