Stoppet med skarpladt pistol

En beruset bilist, der blev stoppet i Slagelse, viste sig at gemme både kokain og våben i bilen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bilisten blev stoppet kort før klokken 21 søndag aften på grund af mistanke om spirituskørsel.

Den 31-årige fører sad med en flaske i hånden og havde spildt øl på sædet. Og da politiet åbnede bagagerummet for at finde en klud at tørre op med, fik de sig noget af en overraskelse. Her lå nemlig både et haglgevær og en skarpladt 9 milimeter pistol.

En undersøgelse af føreren viste også, at han gemte et mindre kvantum kokain i sin ene strømpe. Den 31-årige vil mandag blive afhørt, og hans bopæl vil blive undersøgt for våben og stoffer. Først derefter bliver det afgjort, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.