En storm af tyske klager har betydet, at den nye Femern-forbindelse bliver forsinket i yderligere et halvt år.
Og det ærgrer regionsrådsformanden i Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), som understreger forbindelsens vigtighed for den sydlige del af regionens område.
- Betydningen af Femern-forbindelsen kan ikke overvurderes for vores del af landet. I en årrække vil sænketunnelen skabe global interesse, og den vil samle højt kvalificerede medarbejdere og en række innovative virksomheder på hele Sjælland og Lolland-Falster. Alene byggeriet af tunnelen vil give 55.000 jobs i Femern-regionen. Det her handler om at skabe vækst og arbejdspladser, siger han i en pressemeddelelse.
Kalder ministeren i møde
Derfor opfordrer regionsrådsformanden nu trafikminister Ole Birk Olesen (LA) til at lægge pres på den tyske side af forhandlingsbordet.
- Vi vil i Region Sjælland bede om et hurtigt møde med trafikministeren, så vi kan finde nogle veje til at holde momentum på den danske side i forhold til Femern-projektet. Det værste der kan ske er, at troen på Femern-forbindelsen begynder at vakle hos virksomhederne, siger han.
Har allerede investeret millioner
Forsinkelsen af byggeriet er et problem, blandt andet fordi regionen allerede har investeret mange millioner i at forberede virksomhederne og deres medarbejdere på at kunne deltage i projektet.
- Det er stærkt problematisk for de mange sjællandske virksomheder, som har forberedt sig i årevis på Femern-forbindelsen. I Region Sjælland er vi allerede i startblokkene. Innovationsmiljøerne er bygget op og som region har vi investeret mere end 40 mio, siger Jens Stenbæk og tilføjer:
- Vores uddannelsesinstitutioner har længe været i gang med at uddanne folk til arbejdsopgaverne på Femern-byggeriet. At vi nu får endnu en forsinkelse på projektet er stærkt uheldigt. Vi har behov for, at den danske trafikminister tager denne situation meget alvorligt.
Regionsrådsformanden understreger også, at Femern-forbindelsen vil betyde vækst og arbejdspladser i hele landet – ikke bare i Region Sjælland.
Den nye forsinkelse betyder, at den endelige tidsplan til Femern-forbindelsen først står klar i midten af 2018. Selve byggeriet regnes med at tage mindst otte år, når alle godkendelser er på plads.