¨

Spørgeskema skal undersøge patienttilfredsheden på udbudsklinikker

Patienter på Nordic Medicares klinik i Nakskov har tidligere svaret på spørgsmål om tilfredsheden.

Region Sjælland sender spørgeskemaer ud til 40.000 borgere, der er tilknyttet en af 11 udbudsklinikker fra Nordic Medicare.

Et spørgeskema dumper i den kommende fremtid ind ad den elektroniske brevsprække hos knap 40.000 borgere i Region Sjælland. 

Spørgeskemaet skal undersøge tilfredsheden hos borgerne, der er patienter på en af de 11 udbudsklinikker fra Nordic Medicare, som der er i regionen. 

Det har Region Sjællands udvalg for det nære sundhedsvæsen besluttet.

- Vi skal sikre, at udbudsklinikkerne yder en høj service, og at borgerne føler sig set og hørt. Det gør vi nu en gang bedst ved at spørge borgerne, hvad de synes, der fungerer godt, og hvad vi kan gøre bedre, siger udvalgsformand Trine Birk Andersen (S).

80.000 kroner for et spørgeskema

Ifølge overenskomsten om almen praksis fra 2018 er praktiserende læger forpligtet til mindst hvert tredje år at medvirke i en undersøgelse af den patientoplevede kvalitet i almen praksis samt at offentliggøre resultatet.

Udbudsklinikkerne er ikke omfattet af overenskomsten, men i kontrakten med klinikkerne har regionen mulighed for at gennemføre lignende undersøgelser.

Det førte til, at tilfredsheden blandt patienterne hos Nordic Medicare i Nakskov tidligere på året for første gang blev målt. 

​Her svarede syv ud af ti, at de enten er meget tilfredse eller i nogen grad tilfredse med servicen, men også, at borgerne vil se den samme læge eller sygeplejerske.

Trine Birk Andersen håber, at svarene fra spørgeskemaerne i de resterende udbudsklinikker kan gøre regionen skarpere på at forbedre tilbuddet til borgerne. 

- Vi kan bruge svarene, når vi fremadrettet skal lave nye udbud, så vi kan imødekomme det, som borgerne efterspørger, siger hun.

Prisen for et spørgeskema koster omkring 80.000 kroner, hvilket i alt svarer til 240.000 kroner. Pengene bliver fundet i udvalgets eksisterende budget. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App