Spøgelsesbilist skabte panik på broen

Bilist vendte på Storebæltsbroen og kørte mod trafikken i overhalingsbanen med retning mod Fyn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Så skete det igen: En bilist kørte her til morgen mod trafikken på Storebæltsbroen.

Det er kun få dage side, at politiet i Slagelse pegede på, at der er stadig flere spøgelsesbilister på broen mellem Sjælland og Fyn og især ved betalingsanlægget i Halsskov.

Her til morgen kort før klokken syv vendte en bilist på Storebæltsbroen og kørte mod trafikken til Fyn.

Den 18 kilometer lange bro er kamera-overvåget, og vagthavende ved politiet i Slagelse fortæller, at politiet første gang så bilisten på Sprogø lige før højbroen.

- Vi fulgte ham på skærmen med tilbageholdt åndedræt. Han havde slået katastrofeblinket til. Men bilen kørte ikke bare mod trafikken, den kørte også i overhalingsbanen. Bilisten brugte altså ikke nødsporet til sin vanvittige kørsel, fortæller vagthavende.

Politiet i Slagelse alarmerede kollegerne på Fyn, men da patruljen nåede frem, var spøgelsesbilisten forsvundet.