Spidskandidat går efter besparelser for 75 millioner - vil kunne hæve sygeplejerskers løn med 1.500 kroner

Hvis Region Sjælland gøres lige så billig på administration som Region Midtjylland, er der ifølge Venstres Jacob Jensen penge til bedre lønninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I morgen er det store valgdag – og imens kommunalvalget har fyldt meget, så lever valget til regionsrådet et mere stille liv. Det blev der dog rådet bod på her til aften, hvor Venstres spidskandidat til Regionsrådet i Region Sjælland, Jacob Jensen, debatterede med siddende regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Et stort problem i Region Sjælland er manglen på personale. I januar 2021 var der 150 færre fuldtidsansatte sygeplejersker ved regionens sygehuse sammenlignet med fire år forinden – et fald fra 3278 til 3123 fuldtidsansatte.

Alene på Nykøbing Falster Sygehus mangler man aktuelt 25 sygeplejersker – og fra december 2020 til maj 2021 har Region Sjælland haft 810 forgæves rekrutteringer efter sygeplejersker – svarende til, at 54 procent af stillingsopslag ikke bliver besat.

quote Så kunne man i gennemsnit hæve lønnen med 1500-1600 kroner om måneden

Jacob Jensen (V) kandidat til regionsrådet, Region Sjælland

Direkte adspurgt om de to kandidater vil være med til at allokere midler til løn, lød svaret fra Jacob Jensen, at det bliver nødvendigt at prioritere:

- Vores forslag er at se på de administrative udgifter. Hvis du sammenligner Region Sjælland med den billigste, som er Region Midtjylland – det er i omegnen af 75 millioner kroner. Hvis man forestillede sig, at man satte det over alene til sygeplejerskerne, så kunne man i gennemsnit hæve lønnen med 1500-1600 kroner om måneden.

Han påpeger dog, at det ikke dermed sagt er alle sparepengene i Venstres forslag, som skal gå kun til sygeplejersker – men det kan frigøre midler:

- Vi kan tildele midler til lokalløn. Hvor man kan lave fastholdelsestillæg, man kan lave kompetencetillæg. Det gælder sygeplejersker, det gælder andre faggrupper, siger Jacob Jensen.

Ifølge Jacob Jensen (V), kandidat til regionsrådet i Region Sjæland, så er der 75 millioner kroner til forskel på udgifter til administration sammenlignet med Region Midtjylland. De penge kan frigøres til lønninger, påpeger han.
Ifølge Jacob Jensen (V), kandidat til regionsrådet i Region Sjæland, så er der 75 millioner kroner til forskel på udgifter til administration sammenlignet med Region Midtjylland. De penge kan frigøres til lønninger, påpeger han. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Svaret fra modkandidaten fik dog Heino Knudsen til at påpege, at der i de seneste fire år allerede er sket besparelser. Region Sjælland er derfor ikke længere den dyreste på administration, men nummer tre af de fem regioner:

- Jeg vil for det første gerne være med til, at vi ikke bruger mere på administration end højest nødvendigt. Derfor har vi også i denne periode sparet 55 millioner kroner og ligger nu nummer tre. Det vil jeg gerne kigge videre på, lød det således fra Heino Knudsen.

- Jeg vil dog ikke spare på administrationen, så det går ud over lægesekretærer, for det er også en administrativ opgave, som skal hjælpe og støtte vores patienter og nuværende personale.

Læs også
Mangel på sygeplejersker presser sygehus - nu søger de medarbejdere i en helt anden faggruppe
Læs også
Mangel på sygeplejersker presser sygehus - nu søger de medarbejdere i en helt anden faggruppe

Ifølge Heino Knudsen er administrationen i Region Sjælland allerede ved at se på en model for, hvad Region Sjælland kan gøre for at løfte lønnen på sygehusene.

Forslag fra støtteparti afvist

Heino Knudsen har siddet som regionsrådsformand i fire år. Dengang tilbage i 2017 konstituerede han sig med støtte fra Dansk Folkeparti, SF og Liberal Alliances ene mandat.

quote Det vil være tåbeligt at gå tilbage til den model.

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

Under aftenens debat blev et forslag fra nuværende spidskandidat i Liberal Alliance dog ikke hilst velkommen af socialdemokraten.

Villum Christensen (LA), kandidat til regionsrådet, foreslår nemlig at ændre styringen af sygehusenes økonomi:

- Hvis vi i stedet for lader aktiviteten styre ressourcerne, altså hvad koster en operation – og lader det tilflyde det enkelte sygehus, så vil sygehuset få incitamenter til at lede deres personale på en måde; for eksempel hvis der skal mere løn til for at hive en læge eller sygeplejerske ind. På den måde får vi også afkortet ventelisterne, når incitamenterne er sådan.

Læs også
Analyse: DF-flirt kan knuse Heino Knudsens drøm
Læs også
Analyse: DF-flirt kan knuse Heino Knudsens drøm

På dette lød det utvetydigt fra regionsrådsformanden:

- Det, jeg hører, Villum (Christensen, red.) siger her, er den model, vi har kæmpet for at gå væk fra – for (i stedet for, red.) at forebygge mere i stedet for at skulle operere. For hvis sygehusene kun bliver honoreret efter det, får man også resultater derefter.

- Det vil være tåbeligt at gå tilbage til den model.

Venstres spidskandidat Jacob Jensen (V) og regionsrådsformand Heino Knudsen (S) mødtes mandag aften til debat i Føtex i Ringsted.
Venstres spidskandidat Jacob Jensen (V) og regionsrådsformand Heino Knudsen (S) mødtes mandag aften til debat i Føtex i Ringsted. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Idéen om at drive de offentlige hospitaler som var de private bliver derimod ikke afvist i døren af Jacob Jensen:

- Det er klogt at tale om, hvordan vi får indrettet systemet, så vi får mest muligt ud af de midler, der nu engang er.

Venstre-manden, som ikke vil lægge sig fast på modellen, siger videre:

- Når vi kan se, vi har en udfordring med vores system – længste ventelister, når vi taler kræftområdet, vi har de ringeste patient-tilfredshedsmålinger, vi har nogle kæmpe udfordringer med vores personale, vi har et sygehusvæsen i frit fald – så bliver vi nødt til at være åbne over for, hvordan kan vi indrette os anderledes.

Enighed om psykiatrien

Ligesom ved de øvrige tv-valgdebatter på TV2 ØST, som denne mandag aften blev afholdt i Føtex i Ringsted, har de handlende kunder været med til at afgøre, hvilke emner politikerne skal tale om.

Psykiatrien fik flest stemmer – hvor Tina Boel (SF), kandidat til regionsrådet, fik lov til at sparke debatten i gang.

- Vi har altid været enige om, at psykiatrien har et økonomisk efterslæb – vi har kæmpet for at friholde psykiatrien for besparelser, også selvom man fik finanslovsmidler. Så vil man i fremtiden også friholde psykiatrien for besparelser, lød spørgsmålet således til de to kandidater.

- Nej. Men når vi ser på, at fem af vores borgere bruger 45 procent af udgifterne, så vil jeg gerne gøre noget godt for dem, for det vil også gøre dem billigere og give dem et bedre tilbud, lød svaret fra Heino Knudsen, der fremhæver blandt andet potentielt langtidspladser i psykiatrien.

Læs også
Ingen søgte ledige psykiaterstillinger - så måtte regionen gå en anden vej
Læs også
Ingen søgte ledige psykiaterstillinger - så måtte regionen gå en anden vej

Hvilket ikke umiddelbart var et udspil, der splitter de to spidskandidat, som i de forgangne fire år også har samarbejdet på en lang række fronter, lod Jacob Jensen i øvrigt forstå i denne aftens debat:

- Det lyder meget fornuftigt. Det er at målrette, og det har jeg talt for hele tiden.

Se hele debatten øverst i artiklen, hvor der også blev givet løfter til borgerne i Næstved, som er bekymrede for eksistensen af byens sygehus i fremtiden. Og er du i tvivl om, hvem du skal stemme på, så er det muligt at blive klogere på, hvad kandidaterne mener om en række aktuelle emner, i TV2 ØSTs kandidattest.

Valgstederne til kommunal- og regionsrådsvalget åbner tirsdag morgen klokken 8.


Nyhedsoverblik