Spejlglatte motorveje

Et snefald natten til onsdag gjorde flere veje i regionen spejlglatte og bilisterne måtte for første gang i år slippe foden fra speederen og holde godt fast i rattet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Strækninger på Vestmotorvejen og Holbækmotorvejen var ramt. Og værst gik det ud over sydmotorvejen på strækningen mellem Tappernøje og Herfølge.

Fra Vejcenter Sjælland lyder forklaringen på det dårlige føre, at der på nogle vejstrækninger altid falder mere sne, og at de områder både er koldere og har lavere vejtemperaturer. Derfor bliver snefaldet lynhurtigt til is.

I alt kørte 4 biler galt på regionens motorveje.

Klokken fem onsdag morgen blev en 19-årig mand slynget 15 meter ud af sin bil, da han kom kørende med 130 km i timen på sydmotorvejen og mistede herredømmet over bilen i det glatte føre. Han slap fra ulykken med et brækket ben.

Senere på morgenen var Holbækmotorvejen kortvarigt spærret på grund af et uheld. Der var angiveligt brand i en bil, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Køge bugt motorvejen lagde isglatte vejbaner til yderligere to uheld uden personskade.

De fleste bilister kom frem uden kedelige uheld og ture i grøften.


Nyhedsoverblik