Spanier dømt for indsmugling af 18 kilo hash

Retten i Nykøbing Falster har torsdag idømt en spansk mand 1 år og 3 måneders fængsel for at smugle 18,6 kilo hash ind ved Rødby Færge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 25-årig mand fra Spanien fik i dag en dom på 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel. Den 25-årige blev anholdt 17. marts i år, efter at SKAT’s
kontrolmedarbejdere havde stoppet ham i en spansk indregistreret varebil i indrejsefeltet ved Rødby Færge. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Varebilen blev gennemgået af en narkohund, som blandt andet markerede ved loftet i lastrummet. Efter nøje undersøgelse af varebilen blev der fundet i alt 18,6 kilo hash fordelt i en masse tætlukkede pakker gemt i bilens tagbøjler.

Nægtede sig først skyldig

Den 25-årige spanier nægtede sig skyldig, og forklarede, at han ikke vidste, at der var gemt hash i bilen, og at bilen desuden ikke var hans. Ved en gennemgang af hans GPS og mobiltelefoner fandt politiet adresser i både Spanien, Sverige og Finland.

Foruden en fængselsstraf på 1 år og 3 måneder til den 25-årige blev hashen konfiskeret sammen med varebilen, 500 euro og 3.000 svenske kroner. Den 25-årige spanier blev udvist med et indrejseforbud i 12 år. Han havde ingen tilknytning til Danmark.

Den 25-årige - som ikke tidligere er straffet i landet - modtog dommen.


Nyhedsoverblik