Søster til druknet: Sjusk fra politiets side

Der skulle gå tre dage før politiet fandt de to druknede, der kørte i vandet ved Orø for nylig. Nu kritiserer de pårørende politiets indsats.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå at politiet først gør noget om torsdagen. Jeg ved godt han ikke kunne reddes, når han først lå dernede på bunden. Men nu har vi som familie gået og forestillet os det værste. Det er sjusket, fortæller søster til en af de druknede, Vivi Jensen fra Sundby på Amager.

Hendes lillebror, den 52-årige René William Hansen, og en kammerat havde sidste weekend været på Orø for at hjælpe en tidligere kollega med at reparere en computer. Søndag aften ringede de kort før de nåede færgen, for at fortælle at de var på vej hjem. Det var det sidste livstegn familien fik.

De blev meldt savnede mandag morgen, men først torsdag undersøgte dykkere vandet ud for færgelejet. Her fandt de René Williams Hansens bil.

Familien fortæller at de hele tiden insisterede på, at bilen aldrig havde forladt øen. Alligevel gik der tre døgn før politiet sendte bud efter dykkere.

- Jeg forstår godt familien, men jeg mener ikke, at vi kunne have handlet hurtigere, siger vicepolitiinspektør Kim Græns fra Holbæk Politi.

Meget tyder på at færgelejet nu bliver sikret. Holbæks borgmester Jørn Sørensen siger i dag til TV2 ØST, at han har taget initiativ til en løsning for eksempel med en bom med blink på færgehavnen.


Nyhedsoverblik