Sommerhuspriserne er styrtdykket

Det kan være en god ide at slå til nu, hvis man drømmer om at købe et sommerhus. Priserne er lige nu de laveste siden 2008.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på et sommerhus i Danmark er de seneste år raslet ned. I marts 2008 lå kvadratmeterprisen på 22.367 kroner. Siden da er det kun gået en vej. Nedad. Priserne er faldet med 27 procent i gennemsnit, så kvadratmeterprisen i marts i år er på 16.268 kroner. Det skriver BT på baggrund af tal fra boligsiden Boliga.dk.

Et sommerhus er ’Nice to have’ men ikke ’Need to have.'

-Der har ikke været nok købere i markedet. Derfor bliver sælgerne tvunget til at sætte prisen ned, hvis de vil afhænde deres sommerhus. Det har vi set de seneste år, siger Lise Nytoft Bergmand, der er boligøkonom i Nordea Kredit til avisen.

Derfor er priserne faldet

Ifølge BT er der tre hovedårsager til at sommerhuspriserne er faldet så meget, som det er tilfældet. For det første har rigtig mange danskere mindre friværdi end de havde før krisen. Det er en naturlig følge af de faldende ejendomspriser, og det har gjort, at mange har haft svært ved at få finansieringen af sommerhuset på plads. Køberne har nemlig også haft svært ved at låne penge, fordi sommerhuse kun kan realkreditbelånes med 60 procent. Og derfor er det en dyr omgang, hvis man skal have banklån, og mange har haft svært ved at få lov til at låne til et sommerhus. Og sidst men ikke mindst, så er sommerhuse et luksusgode, som mest bliver interessante for danskerne i luksustider. Et sommerhus er ’Nice to have’ men ikke ’Need to have,’ som Lise Nytoft Bergmand siger til avisen.


Nyhedsoverblik