Socialrådgivere er glade for deres job

Du ser resultater af dit arbejde, siger socialrådgiver Jeanna Alring fra Kalundborg Jobcenter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vel er der udbrændte socialrådgivere. Men langt de fleste er faktisk rigtigt glade for deres job, viser en ny undersøgelse blandt 1.500 socialrådgivere. Det skriver Politiken.

- Det er overraskende, fordi der har været tegnet et billede af, at socialrådgiverne er fuldstændig nedkørte mennesker. Men der findes faktisk et meget stort antal socialrådgivere, som har en ganske god portion overskud, kreativitet og arbejdsglæde, forklarer Bo Jacobsen, der er psykolog, professor ved Københavns Universitet - og en af forfatterne til bogen 'Socialrådgiveren på arbejde', der netop er udkommet. Den viser blandt andet, at cirka 70 procent af socialrådgiverne i meget høj grad og i høj grad finder glæde ved deres job.

Det kan to socialrådgivere på Kalundborg Jobcenter nikke genkendende til.

- Jeg var stolt, da jeg gik ud ad døren med mit eksamensbevis i 1992, og jeg er stadigvæk stolt. Vi er glade, når vi møder på arbejde, og trætte, når vi går hjem«, forklarer tillidsmand og socialrådgiver Jannie Bossow.

Hun fortæller, at det blandt andet skyldes, at »ikke to dage er ens«, at »der altid er nye udfordringer«, at »man er med til at påvirke beslutningerne«, og at »man gør en forskel«.

Hendes kollega, socialrådgiver Jeanna Alring, forklarer det sådan her:

- Det er det bedste job, hvis du gerne vil påvirke folks liv på en god måde. Du ser resultater af dit arbejde, og det er meget tilfredsstillende at se, at ens arbejde kan hjælpe en person videre.

Professor Bo Jacobsen formulerer det sådan, at socialrådgiverne stadig er i stand til at bevare overskuddet og arbejdsglæden, men at det sker på trods.

- Det er meget frustrerende for dem, når deres arbejde bliver styret helt ned i detaljen, for de er uddannet til at tænke selvstændigt. At så mange kan holde humøret oppe, fortæller os, at faget stadig kan reddes, men det er på høje tid at få systemet omstruktureret, siger han.

Bo Jacobsen peger også på, at sagspresset nogle steder er så hårdt, at socialrådgiverne oplever, at de ikke kan udføre deres job ordentligt. Undersøgelsen viser, at 68 procent af socialrådgiverne finder det ubehageligt, når de træffer beslutninger, uden at de har sat sig ind i forholdene.


Nyhedsoverblik