Småsløve motionister vinder også

Overraskede forskere konstaterer, at halvdovne motionister forlænger livet lige så meget som de mere aktive.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Man behøver ikke kæmpe sig igennem mange timers svømning, cykling eller løb for at forlænge sit liv i sidste ende. For ny forskning viser, at en halv times bevægelse om dagen har samme effekt på sundheden, skriver Politiken lørdag.

- Tidligere har man troet, at jo mere fysisk aktivitet, jo mere faldt dødeligheden.

 - Men vi kan se med vores statistiske metode, at dødeligheden falder enormt, når man går fra inaktiv til aktiv, og derefter falder den ikke nævneværdigt, siger cand.scient., ph.d. Nina Føns Johnsen til Politiken.

 Grænsen er en halv time
Hun har stået i spidsen for et forskningsprojekt for Kræftens Bekæmpelse, som er baseret på en af landets største befolkningsundersøgelser, 'Kost, kræft og helbred', og som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Epidemiology.

Undersøgelsen tyder på, at man når en tærskel med lavere dødelighed, når man er aktiv en halv time om dagen med alt fra sport, cykling og gåture til havearbejde, husarbejde og gør det selv-arbejde.

 Studierne bygger på tal fra 56.000 danske mænd og kvinder i alderen 50-64 år, som i perioden 1993-97 gav detaljerede informationer om deres kost og livsstil samt prøver af blandt andet blod og fedtvæv.

 Dødelighed falder
I det nye studie kan forskerne se, at antallet af dødsfald i 2010 var 20 procent lavere i gruppen af personer, der havde været aktive i en halv time om dagen, sammenlignet med de inaktive.

 Men blandt de personer, som var aktive i meget længere tid, faldt antallet af dødsfald ikke meget mere.

 Samme sundhedseffekt
Resultaterne bekræftes af et nyt ph.d.-studie fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

 Her blev 53 overvægtige mænd på 20-40 år sat i tre grupper: de inaktive, dem, der trænede i en halv time om dagen, og dem, der trænede en time. Al træningen foregik intensivt og blev målt med pulsure.

 Efter 12 uger havde gruppen, der trænede i en halv time om dagen, næsten de samme sundhedseffekter som gruppen, der trænede i en time.

   /ritzau/

 


Nyhedsoverblik