Signalsystemet på det danske jernbanenet, der dagligt styrer 2700 tog, er så gammelt og nedslidt, at det skal udskiftes.
Allerede i dag betyder det masser af forsinkede tog, og det bliver værre endnu, hvis signalerne ikke udskiftes, advarer Banedanmark.
- Signalsystemet er årsag til halvdelen af de forsinkede tog, og hvis man ikke gør noget bliver det meget værre end i dag, siger Banedanmarks direktør Jesper Hansen, til Radioavisen.
I næste uge mødes De Radikale og Dansk Folkeparti med regeringen for at drøfte de nødvendige investeringer i signalsystemet, der har en gennemsnitsalder på 35 år.
Det er langt billigere at lave en hurtig totaludskiftning af signalsystemet i stedet for en drypvis udskiftning over en længere årrække. Det har en uvildig analyse tidligere fastslået. Den regning vil lyde på 20 milliarder kroner.