Slagelse-soldater dræbt i Afghanistan

To danske soldater fra Gardehusarregimentet i Slagelse blev torsdag dræbt i det sydlige Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To danske soldater blev torsdag dræbt i det sydlige Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando. De to dræbte er fra 2. deling i spejdereskadronen.

 - Det er med stor beklagelse, at jeg over middag har modtaget meddelelsen om at to danske soldater fra spejdereskadronen i den danske bataljon i det sydlige Afghanistan er faldet i kamp med Taliban, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou.

- Jeg tænker selvfølgelig også på de faldnes kammerater og kolleger, der på trods af tabet og afsavnet fortsætter med at løse den vigtige opgave med at holde Taliban på afstand af de vigtige byområder i den centrale del af Helmand-provinsen, siger han i en pressemeddelelse.

Soldaterne var indsat i Upper Gereshk Valley i det sydlige Afghanistan med spejdereskadronen, der kommer fra Gardehusarregimentet i Slagelse, da blev de ramt af håndvåbenild. De danske soldater blev straks evakueret med helikopter til Camp Bastion. Efter ankomst til felthospitalet blev de af lægerne erklæret døde.

Ikke alle pårørende til den ene af de dræbte var torsdag aften underrettet.

/RITZAU/


Nyhedsoverblik