Skuffede og vrede sygeplejersker tilbage på job: - Drømme og håb forsvinder

Fra i dag begyndte de første sygeplejersker at vende tilbage på arbejde, men resultatet af den 10 uger lange strejke har slået skår i arbejdsglæden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

10 ugers strejke sluttede i dag lørdag, og sygeplejerskerne vendte atter tilbage i kitlerne.

Sygeplejerskerne har kæmpet for bedre løn, men parterne kunne ikke blive enige, og med et regeringsindgreb er sygeplejerskerne endt med den aftale, de oprindeligt sagde nej til. 

Derfor var arbejdsglæden heller ikke i top, da anæstesi- og udviklingssygeplejerske Gitte Birk Jespersen lørdag mødte på døgnvagt på Holbæk Sygehus. 

quote Jeg er da spændt på, om vi kan få dem til at være lige så villige, som de har været under corona til at tage ekstra arbejde og gøre en ekstra indsats for at komme tilbage til normalen.

Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør på Næstved og Slagelse Sygehuse

- Selve arbejdsglæden går faktisk helt fløjten. Drømme og håb forsvinder. Vi havde jo troet på, at politikerne denne gang ville gøre op med den ligeløn, og det skete ikke, så vi har jo egentligt ikke noget våben. Vi har jo ikke strejkevåbnet. Det dur ikke for os, så et eller andet sted, synes jeg, man skulle lave den model om, siger Gitte Birk Jespersen, der mellem operationer og fyldte hospitalsgange pressede et interview ind.

Læs også
Professor: Overarbejde er eneste måde at indhente efterslæb
Læs også
Professor: Overarbejde er eneste måde at indhente efterslæb

- Der har været massivt travlt, lige siden vi mødte. Det har væltet ind med patienter, og vi har faktisk nærmest ikke haft tisse- eller kaffepause. Og intensiv er også fyldt op, så vi skal selv passe vores overvågning, så det hele er lidt kaos lige nu.

Sygeplejersker vil sige op

Sygeplejerskerne har strejket i 10 uger, men torsdag valgte regeringen at gribe ind i konflikten.

Fredag vedtog et flertal af Folketinget et lovindgreb, som betyder, at sygeplejerskerne vil stige 5,02 procent i løn over de næste tre år. Desuden bliver der nedsat en komité, der skal se på lønforholdene for de offentligt ansatte.

Ifølge Helle Dirksen, der er sygeplejerskernes formand i kreds Sjælland, vil den nye aftale få konsekvenser på sygehusene.

- Jeg hører sygeplejersker sige, at nu vil de kun arbejde det, de er ansat til – altså den fleksibilitet som sygeplejersker har udvist gennem lang tid, det vil de ikke mere, og jeg hører også, at der er flere sygeplejersker, der siger, at de på mandag lægger deres opsigelse, fordi de ikke vil mere, siger Helle Dirksen.

En udfordring for ledelsen

På sygehusene i Næstved og Slagelse har strejken udskudt 1000 operationer og 2500 ambulante kontroller, og det vil tage lang tid at komme puklen til livs, lyder det fra sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen.

- Det er rigtig mange patienter, der venter, siger sygehusdirektøren, som nu også står med en personalegruppe, som er frustrerede og trætte af, at strejken ikke har forbedret deres løn- og arbejdsvilkår betydeligt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det bliver en ledelsesmæssig udfordring at få sygeplejerskerne til at finde arbejdsglæden igen, mener sygehusdirektør på Næstved og Slagelse Sygehuse Niels Reichstein Larsen.
Det bliver en ledelsesmæssig udfordring at få sygeplejerskerne til at finde arbejdsglæden igen, mener sygehusdirektør på Næstved og Slagelse Sygehuse Niels Reichstein Larsen. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

- Der er en kæmpe personalegruppe, som har strejket i 10 uger, og som ikke reelt har fået særlig meget igennem i den strejke, og dermed er de jo ret frustrerede, når de kommer tilbage, så den ledelsesmæssige udfordring er, at vi skal få dem til at synes, det er dejligt at komme tilbage på arbejde, siger Niels Reichstein Larsen, der dog har tillid til, at sygeplejerskerne kommer til at agere professionelt trods nederlaget. 

- Jeg er overbevist om, at de tænker på patienterne først, men jeg er da spændt på, om vi kan få dem til at være lige så villige, som de har været under corona til at tage ekstra arbejde og gøre en ekstra indsats for at komme tilbage til normalen, siger sygehusdirektøren.


Nyhedsoverblik