Efter påske skal elever teste sig selv - skoler er i gang med forberedelserne

Efter påske skal elever på blandt andet efterskoler og ungdomsuddannelser sandsynligvis til at pode sig selv. ZBC og CELF er i fuld gang med forberedelserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En podepind i hvert næsebor og 15 til 30 minutter senere er testsvaret klar. 

Sådan kender mange af os forløbet i et af de mange kviktestcentre, der skyder op som erantisser i denne tid.

Efter påske skal elever på efterskoler, ungdomsuddannelser, voksenuddannelser og frie fagskoler dog højst sandsynligt til at stå for næsetesten selv. 

- Vi forestiller os, at vi laver vores eget lille testcenter, og så kommer klasserne ind med tre dages mellemrum og poder sig selv, siger Michael Kaas-Andersen, direktør for ZBC, som har ungdoms- og erhvervsuddannelser i otte byer på Sjælland.

Vil ansætte 15 supervisorer

Der er et par knaster, før selvtest bliver en realitet. I et brev til uddannelsesinstitutionerne skriver undervisningsministeren, at sundhedsmyndighederne og Folketingets Epidemiudvalg skal godkende, at testopgaven rykkes ud på de enkelte uddannelsesinstitutioner og samtidig skal de indkøbte testkits godkendes til brug til selvtest. 

Både ZBC og CELF, Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster, er dog i fuld gang med forberedelserne.

På ZBC holder man i disse dage samtale med ansøgere til jobbet som supervisor, som er nogle, der er uddannet i at benytte selvtesten og kan overvåge, at elever og personale gør det rigtigt. Uddannelsesinstitutionen regner med at skulle ansætte omkring 15 supervisorer.

Det lyder måske ikke af mange på en skole, der regner med, at over 3000 elever, undervisere og kursister skal gøre brug af den overvågede selvpodning efter påske.

– Eleverne tester jo sig selv, og vi regner med at kunne tage seks stykker ind ad gangen. Når testen er overstået, skal pinden ned i en holder, og så går de igen, siger Michael Kaas-Andersen.

Skal frigive testkapacitet

Formålet med selvtest er at frigive mere testkapacitet til resten af samfundet i takt med at liberale erhverv, grundskoler, videregående uddannelser og mange andre gradvist åbner.

På ZBC er direktøren positiv overfor den nye teststrategi.

- Vi vil næsten gøre hvad som helst for, at eleverne kan møde fysisk i skole igen, for de trænger til det. Vi har jo elever, som er begyndt på et grundforløb i januar på en praktisk uddannelse, som endnu ikke har sat fødderne i et værksted.

Hvis eleven eller underviseren ikke er i stand til at pode sig selv, eller ikke ønsker at gøre det selv, så kan supervisoren gøre det, hedder det i en vejledning fra Børne- og Undervisningsministeriet til skolerne.

Næsepodning beregnet til selvtest

Der er tale om en lidt anden type næsetest end den, vi kender fra kviktestcentrene i dag.
Det er i hvert fald den melding, Marianne Stark har fået. Hun er Miljø- og arbejdsmiljøchef hos CELF, Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster, og står for udrulningen af selvtests på CELF.

- Det er nogle andre test, som er specielt udviklede til selvtest. Det sagde de, da vi havde zoom-møde med Danske Erhvervsskoler og ministeren i fredags.

CELF i Nykøbing Falster har i dag et testcenter inde på skolen, som både CELF-elever og elever fra Nykøbing Katedralskole og SOSU-skolen benytter. Efter påske vil det center være nedlagt, og i stedet skal elever og undervisere altså pode sig selv i et lokale på skolen.

Marianne Stark synes, det går lige vel hurtigt med at skulle få det hele på plads, og personligt tør hun næsten ikke tænke på regningen som følge af alle de tests.

- Jeg tænker, det koster rigtig mange penge og ressourcer med folk, der skal supervisere på skolerne eller stå for test i testcentre. På den anden side, hvis det det kan give eleverne deres praktiske undervisning og liv tilbage, så vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at få det til at lykkes.

Selvtests efter påske

Det nye test-setup forventes at ligne den østrigske model, hvor elever og ansatte på skolen/institutionen selv udfører testen.

Testsvaret gælder i 72 timer, hvorefter eleven eller underviseren skal have en ny test.

Selvpodning vil skulle superviseres af personale, som er oplært i at forebygge smitte, overholde hygiejneregler, håndtere prøvemateriale, aflæse og indberette testsvar mv.

Supervisorerne vil skulle overvåge, at testene sker korrekt og hjælpe elever og ansatte med at gennemføre og aflæse testen

Elever og ansatte skal give et informeret samtykke til at lade sig teste. Såfremt en elev el.lign. eller ansat deltager i selvpodningen, vil dette blive anset som tilstrækkeligt samtykke. Det gælder også for elever under 15 år såfremt forældrene er informeret om testningen, jf. Social- og Ældreministeriets fortolkning af forældreansvarsloven. 

Kilde: Brev fra undervisningsministeren 17. marts 2021 til skoler og institutioner


Nyhedsoverblik