Skibsværft bliver kulturcentrum

Holbæk Kommune vil puste nyt liv i det gamle skibsværft på havnen med næsten 20 millioner kroner fra fonde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den gamle røde værftsbygning af træ, ophalerbeddinger og omkringliggende arealer på Holbæk Havn får nu nyt liv.

I fremtiden skal det være et kulturelt byrum, der binder by og fjord tættere sammen og samtidig danner ramme for både uddannelse, fritidsaktiviteter og maritime aktiviteter.

”Det er med stor glæde, at vi nu kan sige, at projektet er finansieret. Kommunen har givet 1,4 millioner kroner i budgettet for 2014, og fondene har valgt at støtte det gode projekt”, siger Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard i en pressemeddelse.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fonde til almene Formaal har doneret 10,9 mio. kr., Realdania har støttet med op til 6 millioner kroner, og dertil er projektet finansieret med 2,6 mio. kr. fra det nedlagte HE-Kollegiet.

Værftet skal byde på moderne muligheder for kulturel udfoldelse, men en grundsten i projektet er også at fastholde det maritime udtryk og understøtte det maritime miljø. Blandt andet ved at stille beddinger og plads til reparation af småbåde til rådighed. Det gamle skibsværft med ophalerbeddinger er fra slutningen af 1930’erne og meget specielt, fordi der er bevaret meget få værfter af den slags i Danmark.

Den store hal skal renoveres, så den stadig fremstår i sin oprindelige stil, og skal siden huse blandt andre Holbæk Klatreklub. Derudover skal Nordvestsjællands Produktionsskole også have til huse og holde undervisning.

Hallen skal også rumme en cafe, og det skal være muligt at restaurere mindre både i den store hal, der skal indrettes med både opvarmede og uopvarmede afdelinger. En sommerdag skal portene i den store værftsbygning kunne åbnes, så der bliver udeservering i cafeen og mulighed for alle for at bruge hallen som opholdsrum.

 

 


Nyhedsoverblik