Sjællandske cobra-rockere smidt i fængsel

Seks medlemmer af Black Cobra - herunder bandens leder på Sydsjælland - er blevet idømt langvarige fængselsstraffe for blandt andet vold og narkohandel. Lederen blev desuden udvist for bestandigt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seks medlemmer af banden Black Cobra blev torsdag idømt langvarige fængselsstraffe for blandt andet narkohandel, våbenbesiddelse og adskillige tilfælde af vold og grov afpresning.

De seks unge mænd i alderen 20-28 år var blandt de ni, der blev anholdt, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi den 31. marts sidste år slog til mod gruppen og ransagede 30 adresser.

Den videre efterforskning mod Black Cobra har ført til, at i alt 48 personer er blevet sigtet. Med torsdagens domme er 26 dømt, mens 17 sager fortsat venter på en afgørelse.

Blandt de seks, der torsdag blev dømt, var lederen af Black Cobra, som også fik den hårdeste straf på seks års fængsel samt udvisning for bestandigt. Han ankede på stedet dommen til Landsretten.

Lederens bror blev idømt tre og et halvt års fængsel og en betinget udvisning. Han valgte at tænke over, om han vil anke dommen.

En af de dømte fik ikke udmålt sin straf torsdag, mens de tre sidste fik domme på tre og et halvt år, to år og ni måneder samt to og et halvt års fængsel.

Black Cobra mistænkes for at stå bag en stor del af narkohandlen på Sjælland - en mistanke, der i hvert fald delvist
er blevet bekræftet med torsdagens domme.

Størstedelen af bandens medlemmer har indvandrerbaggrund og er kendt for at have et dårligt forhold til rockerne i Hells Angels. Derimod skulle de have gode kontakter til rockergruppen Bandidos.


Nyhedsoverblik