Sig dit job op

En kvinde fra Korsør fik pålagt at sige sit job op for at komme i jobtræning. Nu beskyldes jobcenteret i Slagelse for at chikanere borgerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg siger ikke mit job op for at komme i jobtræning og bagefter stille mig i arbejdsløshedskøen. Det er jo fuldstændig forrykt.

Bente Stephansen er vred på Slagelse kommune. Hun føler sig direkte dårligt behandlet. - Slagelse er en dejlig kommune at bo i. Bare man ikke bliver syg. For så er det en rigtig, rigtig dårlig kommune at bo i, siger den 56-årige kvinde i dag til TV2 Øst.

For 2 1/2 år siden blev Bente Stephansen opereret i benene, fordi hun havde fået arvelig åreforkalkning. Siden har hun arbejdet på nedsat tid, og lønnen bliver suppleret med sygedagpenge.

- Jeg ville meget gerne arbejde fuld tid. Men det her job, jeg har på plejecenter Solbakken, er, hvad jeg kan klare. Jeg har 35 timer fordelt på 2 uger, og det er så fint. Jeg elsker at komme på arbejde, og gøre en forskel for de ældre mennesker.

At Bente Stephansen ikke kan arbejde mere end max. 20 timer pr. uge, viser 2 arbejdsprøvninger, som Slagelse kommune har iværksat. Alligevel mener man hos Jobcenter Slagelse, at Bente Stephansen godt kan komme op på 37 timer. Da hun risikerede at miste sit arbejde på plejecenteret, hvis hun atter skulle arbejdsprøves, sådan som kommunen insisterede på, sagde hun nej.

- Så faldt straffen promte. Så tog de mine sygedagpenge. Det klagede jeg så over, og så fik jeg dem igen, siger Bente Stephansen til TV2 Øst.

Derefter foreslog kommunen, at Bente Stephansen sagde sit job op for at deltage i et kursus, hvor man lærer at skrive ansøgninger. Bagefter kunne hun komme i erhvervspraktik, og så melde sig ledig hos sin arbejdsløshedskasse.

- Jeg har ikke brug for at lære at skrive ansøgninger. For det første har jeg et arbejde. For det andet kan jeg meget hurtigt skrive en ansøgning, hvis jeg skulle have brug for det, og skaffe mig et godt job. Kommunens sagsbehandlere ser simpelthen slet ikke på, hvem den person, de har til samtale, er. Man mærker så tydeligt at de tænker - åh, endnu en, der ikke har lyst til at arbejde. Det er virkeligt ydmygende og nedværdigende, siger en harm Bente Stephansen.

Hos fagforeningen 3F Storebælt har de ifølge næstformand Anders Nielsen adskillige af den slags sager fra jobcenteret i Slagelse. - Vi har ugentligt mennesker siddende hernede, der bryder sammen, blandt andet på grund af den behandling, de får på jobcenter Slagelse. Folk, der ikke tør være med til at klage, selvom vi gør det sammen med dem. Fordi de er bange for jobcenteret. Det er meget skræmmende og fortæller, at der er noget helt galt, siger Anders Nielsen.

Bente Stephansen har klaget over den behandling, hun har fået, til Statsforvaltningen Sjælland. De har sendt sagen retur til Slagelse kommune, med besked på at gøre sagen om.

- Afgørelsen fra Statsforvaltningen viser, at stort set alle de beslutninger, kommunens medarbejdere har truffet i forbindelse med Bentes sag, er ulovlige, siger Anders Nielsen, 3F, og fortsætter:

 - Det er langt fra den eneste sag, hvor vi får medhold, og det viser jo med al ønskelig tydelighed, at der er noget galt dernede. Det er helt f.eks. uholdbart, at hele stedet emmer af mistro. Når vi er med vores medlemmer til møde på jobcenteret, kan vi høre, at man slet ikke tror på, hvad der bliver sagt. Det hele handler om at få folk ud i fuldtidsjobs, uanset hvad arbejdsprøvningerne siger. Ikke så underligt, at folk bryder sammen, siger han i dag til TV2 Øst.

Det har ikke været muligt for TV2 Øst at få borgmester i Slagelse, Lis Tribler, til at svare på kritikken i dag.

 


Nyhedsoverblik