Sexshop-ejer vil i menighedsrådet

Biskoppen har nu godkendt kandidaterne til menighedsrådsvalget i Ringsted. Og blandt de 25 kandidater, der ønsker en af de 15 pladser, er Berit Bonnerup, der ejer sexbutikken Afrodite i Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Just hjemvendt fra weekendens sexmesse fortæller hun, at hun stiller op, fordi hun er blevet opfordret til det af den tidligere formand Claus Bedemann, som hun har kendt i flere år. Og så fordi, de nuværende medlemmer af rådet er for gamle, oplyser Dagbladet.

- Gennemsnitsalderen er for høj. I kraft af vores børn er det vores aldersgruppe, der bruger kirkerne til dåb, konfirmation og bryllup, forklarer hun.

Sex og religion
Berit Bonnerup stiller op for Fælleskirkelisten, der består af seks kandidater, som alle er selvstændigt erhvervsdrivende. Selv har hun en butik med sexlegetøj, film og sadomasochistiske møbler - blandt andet et kors, man kan spændes op på - men hun ser ikke noget odiøst i blandingen af sex og religion.

- Kristne har også en seksualitet. Den eneste, der har lavet en jomfrufødsel, er Jomfru Maria. Alle andre vil godt stå ved, at de dyrker sex for at få børn, bemærker hun og fastslår, at hun er troende.

Blandt andet har hun tidligere været i en frikirkemenighed under pinsekirken og arbejdet med stråleramte børn i Ukraine.

- Jeg har det som gennemsnitsdanskeren: Jeg kommer til dåb, begravelse og til jul. Jeg går ikke i kirke hver søndag. Men blev det mere tiltalende, og man kunne præge det på en positiv måde, kunne det være mere attraktivt, håber hun.

Erhvervsbaggrund er en styrke
Berit Bonnerup er i dag medlem af bestyrelsen i handelsstandsforeningen, og hun mener, at netop  kandidaternes erhvervsbaggrund er en af styrkerne ved Fælleskirkelisten.

- Vi kan gøre en forskel den vej, for vi ved, hvad der rører sig i byen.

Valgkampen er gået i gang. Stemmerne afgives den 11. november.


Nyhedsoverblik