Satire på Facebook kostede jobbet i klub

Kim Nielsen fra Næstved er blevet fyret fra sit arbejde i en ungdomsklub. Begrundelsen er, at han som komiker i sin fritid laver for grov satire.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indtil for nylig arbejdede Kim Roberto Nielsen fra Næstved i en ungdomsklub i Haslev. Men i dag står han udelukkende tilbage med en fyreseddel fra Klub Tingvej.

-  Jeg synes, situationen er underlig og absurd.  Jeg kan slet ikke forstå, man kan blive straffet for noget, man laver i sit privatliv, fortæller Kim Nielsen.

Det er satire på Facebook, sagen handler om. For Kim Nielsen er også komiker og skuespiller og han ligger ofte grove og provokerende videoer på nettet, som handler om lidt af hvert.

- Jeg har valgt at bruge Facebook som en scene, fortæller han.

De forskellige udtalelser har altså nu kostet ham jobbet i ungdomsklubben. Ifølge ledelsen i klubben fordi forældre har klaget over ham og fordi, hans privatliv som komiker ikke kan forenes med hans virke som rollemodel i klubben, som der blandt andet står i begrundelsen på fyresedlen. 

- Jeg kan slet ikke forholde mig til, at man ikke kan skille de to ting ad. Hvad hvis jeg stod på en scene var det så ligeså forkert, siger han.

Andre forældre i Klub Tingvej i Haslev er dog langt fra tilfredse med situationen. Blandt andre Charlotte Kjær, som har indgivet en klage over Kim Nielsens fyring.

-  Det har jeg gjort, fordi jeg har en datter og fordi mange af børnene er glade for ham og fordi, han skaber liv og glæde i klubben, siger Charlotte Kjær.

Borgmesteren i Faxe Kommune ønskede i dag ikke at kommentere på den konkrete sag.

-  Alle ansatte har ytringsfrihed, men det betyder også, man står til ansvar for de ting, man siger og det synes jeg, man skal være opmærksom på, når man er på de sociale medier, siger Knud Erik Hansen (S)

Kim Roberto Nielsen har nu været arbejdsløs i godt en måned, men har dog fundet et nyt job.

 - Jeg er ked af, det er endt på den måde her for jeg havde det rigtig godt med dem alle sammen. Og jeg er ked af, at vi i dag stadig er så satireforskrækkede at man ikke kan skille de to ting ad.

Du kan besøge Kim Roberto Nielsen på hans Facebook her.

 

 


Nyhedsoverblik