¨

Sagen mod Roskilde Banks ledelse sendt til hjørne

Banksagen mod Roskilde Bank er sendt til hjørne. Foto: TV ØST

Kaos om, hvorvidt Finansiel Stabilitet må fremlægge dokumenter, har sendt sagen mod Roskilde Bank til hjørne.

Niels Valentin Hansen, tidligere direktør for Roskilde Bank, kan ikke som planlagt give sin vidneforklaring fra start mandag morgen. Retssagen er stoppet, og dommere, advokater og klienter er gået i tænkeboks.

Problemet består i, at advokaterne for Finansiel Stabilitet har fremskaffet 220 yderligere dokumenter i sagen.

De sagsøgte mener, at der nu er trukket en helt ny stribe dokumenter op af hatten, mens Finansiel Stabilitet mener, at de blot opklarer uklarheder.

- Hvis Finansiel Stabilitet fastholder, at man vil fremlægge yderligere dokumenter, så har vi et problem, siger Arvid Andersen, advokat for Niels Valentin Hansen.

- Hvis det bliver tilladt af landsretten, så vil vi have mere tid til at se dokumenterne igennem, og vi vil heller ikke tage hul på vidneforklaringerne, siger han.

Også advokat Georg Lett, der repræsenterer revisionsselskabet Ernest & Young, protesterer.

- Forelæggelsen er slut set fra min plads. Jeg forstår ikke det, sagsøger har anmodet retten om. Vi står i en kaotisk situation. Jeg kan ikke afhøre mine klienter uden at kende de bilag, sagde Georg Lett.

Østre Landsret og dommer Finn Morten Andersen medgav ikke, at protesterne skulle sætte sagen på pause. Det fik Niels Valentin Hansens advokat til at sige, at eksdirektøren ikke vil afgive forklaring, hvis dokumenterne kan komme ind.

Advokaterne fra Finansiel Stabilitet skal nu vurdere, hvad de vil gøre herfra. Det forventer de ikke kan afklares på kort tid. Dermed er der med al sandsynlighed sat en midlertidigt stopper for sagen.

Der er tale om dokumenter fra Finansiel Stabilitet, der giver et overblik over karaktergivning til de største kunder i Roskilde Bank.

Finansiel Stabilitet har haft adgang til 21 arkivkasser og har udvalgt små 220 dokumenter, som de muligvis vil have ind i sagen.

De sagsøgte mener for det første ikke, at der bør komme nye dokumenter. Hvis der gør, så vil de have adgang til hele materialet, Finansiel Stabilitet har haft adgang til, samt tid til at læse det igennem.

Niels Valentin Hansen og den tidligere ledelse for banken er anklaget for at have svigtet i långivningen ved at have lånt til kendte spekulanter, ikke holde styr på udlånet og dermed være ansvarlige for bankens krak i 2008.

Der er rejst krav på en milliard kroner plus renter fra otte anklagede.

Retsmødet foregår i Gladsaxe, hvor Østre Landsret lægger lokaler til.

Hovedpersonen ankom uden dramatik til lokalet, hvor journalister, tilhørere og et kobbel advokater, der netop nåede at afslutte en diskussion om Politikens bagside, allerede havde indfundet sig.

/ritzau/

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App