S vil have afklaring om egnsteatre

Socialdemokraterne vil kalde kulturminister Brian Mikkelsen i samråd om, hvordan egnsteatrene skal finansieres fremover. Flere teatre ved ikke, om de overhovedet får støtte fra staten efter 2008

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Egnsteatrene har ret til at få at vide, hvordan deres økonomiske situation ser ud fra 2009. Det mener Socialdemokraterne, som nu vil have kulturminister Brian Mikkelsen (K) i samråd om sagen.

15 af landets egnsteatre har ingen idé om, hvor meget statsstøtte de får i 2009 og fremover. Det betyder, at de har svært ved at planlægge to-tre år fremad som normalt. Og samtidig er det svært at holde på skuespillere og andre medarbejdere, når teatrets fremtid er uklar. Det skriver Danske Kommuner i dag.

Tidligere gav staten automatisk egnsteatrene et beløb, der svarede til, hvad de fik fra kommune. Men tidligere på året besluttede regeringen at ændre den ordning, så pengene i stedet bliver uddelt gennem rammestyring. Det betyder, at der hvert år bliver afsat et vist beløb til de lokale teatre på finansloven, men beløbet kan svinge fra år til år.

Mogens Jensen frygter, at egnsteatrene forsvinder, hvis kommunerne ikke kan regne med, at der kommer tilskud fra staten, når de bevilliger penge til teatrene.

- Det handler om, hvorvidt vi vil give befolkningen i hele landet mulighed for at se teater på højt niveau i deres lokalområde. Her har vi fortsatte store huller på landkortet, som de nye og større kommuner vil være interesserede i at udfylde. Men de føler sig usikre, når regeringen nu fjerner det økonomiske incitament til at investere i egnsteatre, siger han til Ritzau.

Den nye ordning skulle være trådt i kraft ved indgangen til 2008, men Brian Mikkelsen fandt en ekstrabevilling, der betyder, at den gamle ordning kan fortsætte et år mere.


Nyhedsoverblik