Rockere sigtes for påkørsel og trusler

En voldsom episode mellem nogle rockere i Næstved har ført til, at to af dem er blevet varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To rockere med tilknytning til Bandidos er blevet varetægtsfænglset, efter en dramatisk episode i Næstved lørdag aften. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre ved retten i Nykøbing Falster søndag eftermiddag. 

Begge hører til Bandidos, og de sigtes for med vilje at have kørt ind i en bil, hvori der sad et medlem af den rivaliserende gruppe Westside Nation. 
 
Påkørslen skete lørdag på Indre Vordingborgvej i Næstved, og efter sammenstødet kom de tre mænd op at toppes.
 
- Vi har også fået oplysninger om, at der er set et skydevåben, siger politiets vagtchef Ove Christoffersen.
 
Han understreger dog, at politiet ikke har fundet et våben, og at der ikke har været affyret skud i forbindelse med episoden.

I nogen tid har der været spændinger i dele af rockermiljøet.

En gruppe mænd brød sidste år ud af Bandidos og dannede Westside Nation, som derved faldt i unåde.

I flere tilfælde er der blevet stukket ild til huse med tilknytning til Bandidos.

I december blev en 22-årig mand med forbindelse til Westside Nation skudt og dræbt på Morsøvej i Næstved.

/ritzau/