Rocker afsløret med narko for 15 mio. kr. ved Storebælt

Onsdag morgen afslørede politiet en Bandidos-rocker med bilen fuld af narko på en vestsjællandsk motorvej. I køretøjet fandt politiet cirka 40 kilo amfetamin, der ville indbringe cirka 15 millioner kroner på gadeplan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en aktion mod Bandidos har politiet afsløret en usædvanlig stor mængde narkotika.

Narko for 15 millioner kroner
I en rockers bil har betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fundet cirka 40 kilo amfetamin. Stofferne ville indbringe cirka 15 millioner kroner på gadeplan ifølge vicepolitiinspektør Bent Ludvigsen.

Aktionen er sket tidligt onsdag morgen på Vestsjælland og på Fyn.

Stoppet ved Storebælt
Den 37-årige mand fra Bandidos' afdeling i Roskilde blev sammen med sin kæreste og en anden mand anholdt klokken 5.10 på motorvejen ved Storebælt, mens de i en personbil var på vej mod øst.

Da betjente undersøgte bilen, dukkede den store portion narko op, fortæller vicepolitiinspektør Bent Ludvigsen.

Narko læsset på Fyn
Lidt tidligere på morgenen var amfetaminen blevet læsset over i personbilen fra en hollandsk lastvogn, som var standset på en rampe til motorvejen på Fyn. Derefter blev den hollandske chauffør også anholdt.

- Vi har kigget på rockeren i et stykke tid i forbindelse med vores interessen for rockerbande miljøet, siger Bent Ludvigsen.

Fremstilles i grundlovsforhør
Alle fire anholdte sigtes for indsmugling af stoffet. De fremstilles i et grundlovsforhør senere onsdag i Retten i Næstved.

Kæresten til rockeren er en kvinde på 24 år. Den tredje person i bilen er en 34-årig mand, der ifølge politiet ikke umiddelbart har forbindelse til rockermiljøet. Hollænderen er 33.

Onsdag formiddag ransager betjente flere adresser.

Tidligere dom gav 12 års fængsel
Hvis kvartetten senere tiltales og findes skyldige, risikerer de en straf på cirka 12 års fængsel.

Det var i hvert fald straffen til en estisk forretningsmand, der i foråret blev fundet skyldig i at have smuglet en tilsvarende mængde. Han blev afsløret i Rødby.


Nyhedsoverblik