Ringere service

Efter nytår er det ikke længere muligt at betale sine regninger hos landposten. Det giver især de ældre og mindre mobile borgere i yderområderne problemer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra årsskiftet vil det ikke længere være muligt at få ordnet regningerne af landposten. En klar serviceforringelse for folk i yderområderne som 87-årige Birthe Lily Jespersen.

- Jeg synes, det er en fuldstændig uacceptabel situation, siger Birthe Lily Jespersen, der bor på Femø.

Post Danmarks ændringer gør, at beboerne på Femø uden internet skal på en mindre rejse for at få betalt deres regninger, fordi det så ikke kan ordnes på øen. Derfor skal man først med færgen til Lolland og så til Maribo eller Nakskov - inden turen kan gå hjem til Femø igen.

- Det er helt grotesk. Gennemsnitsalderen er 67 år, mange af de ældre har ikke internet, og nogle af dem har svært ved at gå, fortæller formand for beboerforeningen på Femø, Helga Frederiksen.

Ifølge Post Danmark sker ændringerne primært, fordi fluesmækkeren er på vej ud, og et nyt system er dyrt.

Den generelle udvikling i yderområderne er man træt af på Femø. Her har man gennem årene mistet banker, en købmand og et posthus.

- Man kan ikke have alt i nærheden, men det skal også være muligt at leve herude. Vi kan jo ikke bo i København alle sammen, siger Helga Frederiksen. 

 


Nyhedsoverblik