Rektor sigtet efter computerundersøgelse

Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi har rejst sigtelse mod en netop afgået rektor fra Haslev Gymnasium efter straffeloven. Det oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvad den 61-årige rektor konkret er sigtet for, vil politiet ikke ud med, men sigtelsen er rejst efter, at politiet ved hjælp fra Rigspolitiets nationale it-efterforskningscenter, Nitec, har beslaglagt og undersøgt den 61-åriges computer.

- Jeg kan bekræfte, at vi på baggrund af en anmeldelse har indledt en undersøgelse, og det har altså ført til, at der er rejst sigtelse, siger Søren Ravn-Nielsen.

Han tilføjer, at politiet fortsat undersøger sagen, men at intet tyder på, at andre personer bliver sigtet i sagen.

Ifølge Dagbladet blev den 61-åriges computer beslaglagt tilbage i februar. Forrige uge valgte den sigtede så at fratræde sin stilling efter et ekstraordinært møde med gymnasiets bestyrelse.