Regionsrådsformand om millionunderskud: - Vi vil selv løse opgaven og tage ansvar

Region Sjælland skal finde sammenlagt 300 millioner kroner i budgettet. Formand Heino Knudsen (S) bedyrer, at man selv vil løse udfordringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er den store lommeregner, som politikerne i Region Sjællands regionsråd har fremme i disse dage.

For budgetforhandlingerne er i fuld gang, og sammenlagt skal regionsrådet finde 307 millioner kroner for at få budgettet for næste år til at gå op. 

Det er et underskud fra dette års regnskab på 150 millioner kroner og et underskud på 157 millioner kroner på næste års budget, der skal findes. Samlet set er Region Sjællands budget på 18,6 milliarder kroner.

quote Vi har en helt klar ambition om at tage det her ansvar, som regionsrådene har, netop at løse denne her opgave

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand

- Det er en svær situation som kræver svære valg. Og det er klart, at når vi kigger på næste års budget bare for at gå i nul mangler 157 millioner kroner, ja så er det jo en alvorlig situation der kræver nogle grove prioriteringer, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) til TV ØST. 

Fokus på medarbejdere og borgere

Indtil videre vil regionsrådsformanden dog ikke sige, hvad de økonomiske udfordringer kommer til rent praktisk at betyde.

- Det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt. Vi kigger ind i en væsentlig budgetudfordring i forhold til dette års budget og budgettet for 2019. Nu går vi i gang med budgetforhandlingerne de næste uger med regionsrådets partier, og når vi er færdige med dem, kan vi sige meget mere om, hvad udfordringerne er, siger han og fortsætter:

- Det, jeg dog fornemmer og ved, er, at alle partier er indstillet på, det er at minimere konsekvenserne så vi hele tiden sikrer kvalitet og service for vores borgere og for vores medarbejdere, siger han.

heino.sub_.03.jpg
Læs også
Region Sjælland ramt af stort millionunderskud - flere fyringer på vej
heino.sub_.03.jpg
Læs også
Region Sjælland ramt af stort millionunderskud - flere fyringer på vej

Det er blandt andet dyr medicin, flere patienter der besøger lægen, samt flere behandlinger hos speciallæger uden for regionen, der har givet underskuddet. 

Ikke andres ansvar end regionsrådets

Regionsrådsformanden afviser, at regionsrådet vil søge hjælp til at dække millionunderskuddet andre steder. I stedet bedyrer han, at regionsrådet selv vil tage ansvaret. 

- Vi har en helt klar ambition om at tage det her ansvar, som regionsrådene har, netop at løse denne her opgave. Vi har ikke lyst til at deltage i et abespil om, hvem der har ansvaret for den økonomiske situation, siger han og fortsætter: 

region_sjaelland.jpg
Læs også
Udgifterne hober sig op: Region Sjælland mangler en kvart milliard
region_sjaelland.jpg
Læs også
Udgifterne hober sig op: Region Sjælland mangler en kvart milliard

- Det er klart, at den økonomiske situation i sundhedsvæsnet er presset både resten af 2018 og også når vi går ind i 2019. Men vi går til denne her opgave for at løse den og tage det ansvar, vi har som regionsråd, siger Heino Knudsen.

Kræver hårde valg

Kan borgerne være trygge i denne her situation?

- Det kan de bestemt. Det er et fokus, som regionsrådet hele tiden har. Man skal også huske på, at  selvom det er rigtig hårdt det her så har vi et budget i dag på 18,6 milliarder, så det er ikke sådan, at budgettet forsvinder. Men det er klart, at når man skal finde mere end 150 millioner kroner i budgettet, så kræver det nogle hårde valg, siger Heino Knudsen og uddyber:

quote Det er klart, at når man skal finde mere end 150 millioner kroner i budgettet, så kræver det nogle hårde valg

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand

- Det, vi sidder og kigger på i forhandlingerne, er om der er nogle steder, vi kan optimere og om der er nogle steder, vi kan afbøde de her konsekvenser, er der nogle steder, vi kan gøre noget, som er bedre for vores borgere som måske nødvendigvis ikke koster penge. Det er det grundige arbejde, vi er i gang med, og som vi vil fortsætte med det næste stykke tid, siger han.

Har prøvet det før

Tidligere har Region Sjælland stået i lignende situationer. Tilbage i 2015 manglede regionen 280 millioner kroner i 2016-budgettet. 

- Man har stået i denne situation tidligere i Region Sjælland særligt tilbage i 2016, hvor man formåede at afbøde de her konsekvenser rigtig meget og det er også det, vi arbejder benhårdt for, siger Heino Knudsen. 

heinioknudsen.jpg
Læs også
Regionsrådsformand: Region Sjælland betalte ikke for meget for Sundhedsplatformen
heinioknudsen.jpg
Læs også
Regionsrådsformand: Region Sjælland betalte ikke for meget for Sundhedsplatformen

Hvor vil I finde pengene til at dække det her underskud?

- Det vil jeg lade være op til budgetforhandlingerne. Jeg har ikke lyst til at forhandle Region Sjællands store budget i medierne, men det er klart, at der er en masse forskellige indspark til det, og det skal vi have drøftet med regionsrådets partier, siger Heino Knudsen.

20. og 21. august er der budgetforhandlingsseminar. Det endelige budget bliver sendt til godkendelse den 24. september.


Nyhedsoverblik