Regionrådsformand om vaccinerede sygehusdirektører: - Jeg ser det som en kæmpefejl

I stil med flere andre politikere vil regionsrådsformand Heino Knudsen (S) have en redegørelse i sagen om otte sygehusdirektører, der er vaccineret mod corona.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg er dybt skuffet og anser det som en kæmpefejl, for det er udtryk for dårlig dømmekraft.

Sådan lyder ordene fra regionrådsformand Heino Knudsen (S) om sagen, hvor det har vist sig, at otte ud af 14 direktører på Region Sjællands fire akutsygehuse i Nykøbing Falster, Slagelse, Holbæk og Sjællands Universitetshospital er blevet vaccineret mod covid-19.

- Jeg tager virkelig afstand fra det, og jeg blev meget overrasket over, at der er flere direktører, der har fået vaccinen, for de står ikke på nogen af de lister, der er sendt ud fra Sundhedsstyrelsen, og de prioriteringer skal vi følge, siger Heino Knudsen til TV2 ØST.

Læs også
Politikere kritiserer vaccination af direktører - kalder det for politisk og administrativt svigt
Læs også
Politikere kritiserer vaccination af direktører - kalder det for politisk og administrativt svigt

Forklaringerne på, hvorfor ledelsen på sygehusene er blevet vaccineret, er forskellig. På Nykøbing Falster Sygehus og Slagelse Sygehus er der hvert sted blevet vaccineret en vicedirektør, der sidder som en nøglefigur i covid-19 beredskabet på sygehusene. 

Er det ikke fair nok, at vicedirektører i beredskabet bliver vaccineret?

- De prioriteringer, der er lagt, skal følges. Der vil være nogle ledere, der er mere udsatte. Men derfor skal de stadig følge de retningslinjer, der er, siger Heino Knudsen.

Direktører er ikke i målgruppen

På Sjællands Universitetshospital er hele ledelsen bestående af en direktør og tre vicedirektører blevet vaccineret. Her er forklaringen, at vaccinationspersonalet forgæves havde forsøgt at kalde forskelligt personale ind, og at ledelsen blev vaccineret for at undgå, at vaccinerne gik til spilde, da det viste sig, at man fra hvert hætteglas fik 1-2 vacciner mere end forventet. 

Men den forklaring er ikke god nok, mener Heino Knudsen.

- Det har været en helt særlig situation, fordi de opdagede, at der var ekstra vacciner. Men det ændrer ikke på, at de ekstra vacciner skal bruges på prioriterings-rækkefølgen og ikke på direktører, der ikke er i målgruppen, og så skal der være en plan, så intet går til spilde.

Læs også
Vaccineret sygehusdirektør efter kritik: Vaccinerne måtte ikke gå til spilde
Læs også
Vaccineret sygehusdirektør efter kritik: Vaccinerne måtte ikke gå til spilde

Gruppeformændene i regionsrådet for SF, Radikale, Venstre og Konservative har i et åbent brev kritiseret Heino Knudsen for blot at kommentere sagen med, at han har tiltro til, at man har fulgt retningslinjerne.

- Men som rådsformand, der har ansvaret for 18.000 medarbejdere, så bliver man nødt til at gå ind i sådan en sag og få undersøgt, om tingene er foregået efter bogen. Det kan ikke være rigtigt, at man bare siger, man stoler på, at tingene er foregået efter reglerne. Man bliver nødt til at få undersøgt sådan en sag, når det viser sig, at der er opstået mistillid, siger Jacob Jensen (V), der er næstformand i Region Sjælland.

Til det siger Heino Knudsen, at han fredag forsøgte at kontakte næstformanden for at orientere ham om, at han havde sat en undersøgelse i gang, og at ledelsen er blevet bedt om, at det ikke må gentage sig.

- Det er en forfejlet kritik. De skriver, at jeg ikke har handlet, men jeg har taget action på det og bedt vores øverste administrative ledelse om at indskærpe, at vi følger de prioriteringer, der er, så det er de mest sårbare og frontlinje-personalet, der vaccineres først, og jeg har bedt om en redegørelse, som vi får i aften efter regionsrådsmødet, siger Heino Knudsen.

Så det er et udtryk for politisk drilleri?

- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Men jeg har kontaktet Jacob Jensen fredag for at give ham en orientering. Det her er en sag, jeg er frustreret over, for direktørerne er ikke i målgruppen, og det kan jeg se, at Venstre er meget enig i, siger han. 


Nyhedsoverblik