Regionen udsætter tusindvis af brystkræftscreeninger – kvinder risikerer at komme for sent i behandling

Personalemangel er ifølge Region Sjælland årsagen til, at 5.761 kvinder risikerer at skulle vente i tre måneder på at få en screening for brystkræft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I et brev udsendt til 5.761 kvinder fortæller Region Sjælland, at det ikke er muligt at tilbyde screening for brystkræft inden for den tidsfrist, som reglerne på området foreskriver.

Det fremgår af en artikel i Berlingske.

quote Det at blive opereret bare to uger senere – det forringer ens overlevelse

Janne Villemoes Bigaard, projektchef og overlæge, Kræftens Bekæmpelse

Som reglerne er i dag, skal Region Sjælland overholde et interval på to år og tre måneder, men ifølge regionen er intervallet aktuelt to år og seks måneder, hvilket betyder, at de 5.671 kvinder ser frem mod at komme til en screening for brystkræft med tre måneders forsinkelse.

En sådan udsættelse kan i sidste ende betyde, at kvinder her i regionen vil dø af brystkræft, der kunne være opdaget tide, vurderer Janne Villemoes Bigaard, der er projektchef og overlæge i Kræftens Bekæmpelse:

- For en sygdom som brystkræft, så er det at blive opereret bare to uger senere – det forringer ens overlevelse, siger hun til TV2 ØST og tilføjer:

- Det er ikke acceptabelt, at man har en rettighed via sundhedsloven, som bliver tilsidesat.

Janne Villemoes Bigaard, projektchef og overlæge i Kræftens Bekæmpelse, forklarer, at blot et par ugers forsinkelse med operation for brystkræft har konsekvenser for kvindens overlevelse.
Janne Villemoes Bigaard, projektchef og overlæge i Kræftens Bekæmpelse, forklarer, at blot et par ugers forsinkelse med operation for brystkræft har konsekvenser for kvindens overlevelse. Foto: TV2 ØST

Brevet er sendt til kvinder mellem 50 og 69 år, der skulle have været indkaldt til en screening for brystkræft.

I samme brev oplyser regionen, at kvinderne vil modtage en invitation, så snart det er muligt.

- Jeg er bekymret for indholdet (af brevet, red.) – hvornår bliver det løst, hvornår ved kvinderne, at de kommer til brystkræftscreening? Bliver det en tre-måneders forlængelse, eller bliver det længere tid, spørger Janne Villemoes Bigaard.

Giver ingen garanti om ventetid

Jesper Gyllenborg, der er lægefaglig vicedirektør ved Sjælland Universitetshospital, medgiver i et interview med TV2 ØST, at det valg, som Region Sjælland har truffet om at udsætte screeninger for brystkræft, indebærer en risiko:

- Det er sådan med kræft og med brystkræft, at jo tidligere, man opdager kræft, jo bedre er chancen for at få fuld helbredelse. Så det, at der er forsinkelse i screening, kan teoretisk set godt have betydning for, at der er nogen, der vil blive opdaget lidt senere.

Jesper Gyllenborg, der er lægefaglig vicedirektør ved Sjælland Universitetshospital, kan ikke give nogen garanti for, at ventetiden på tre måneder ikke bliver længere endnu, før problemet er løst.
Jesper Gyllenborg, der er lægefaglig vicedirektør ved Sjælland Universitetshospital, kan ikke give nogen garanti for, at ventetiden på tre måneder ikke bliver længere endnu, før problemet er løst. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Han kan dog ikke give nogen garanti for, hvor længe kvinderne risikerer at vente, men påpeger, at man prioriterer at tage de kvinder ind først, som har ventet længst:

- Jeg kan ikke garantere, at to år og seks måneder er maksimum, men jeg kan sige, at vi tilstræber at tage dem, der har ventet længst, siger Jesper Gyllenborg.

Ifølge Region Sjælland er situationen opstået som følge af personalemangel. Derfor er regionen gået sammen med de andre regioner om at oprette en ny uddannelse, der skal skaffe mere personale.

quote Hver gang en journalist spørger, om jeg kan garantere noget – så siger jeg: Jeg kan ikke garantere noget som helst

Annemarie Knigge (S), formand, Sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland

I alt har Region Sjælland afsat 3,5 millioner kroner ekstra til at løse udfordringerne med brystkræftscreening med en række initiativer – herunder lån af personale fra andre regioner.

Henviser til egen læge

Formand for sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland, Annemarie Knigge (S), mener dog, at der kun er en lille risiko forbundet med, at screeningerne er udskudt:

- Teoretisk set kan der sagtens være en kvinde, som bliver screenet for sent, og som måske har en kræftrisiko. Det anser jeg alligevel for at være en lille risiko. Vi gør, hvad vi kan for at undersøge dem så hurtigt som muligt, siger hun til TV2 ØST.

Læs også
Kræftskandalen på Ringsted Sygehus udløser erstatning til 15 kvinder - hovedparten af ansøgere får afslag
Læs også
Kræftskandalen på Ringsted Sygehus udløser erstatning til 15 kvinder - hovedparten af ansøgere får afslag

Annemarie Knigge forventer, at Region Sjælland med de nye initiativer hurtigt vil få indhentet forsinkelserne, så reglerne igen kan blive overholdt. Men hun stiller ligesom Jesper Gyllenborg ingen garantier:

- Hver gang en journalist spørger, om jeg kan garantere noget, så siger jeg: Jeg kan ikke garantere noget som helst – jeg kan garantere en ting: Vi gør vores bedste med alt, hvad vi kan.

Annemarie Knigge (S), formand for sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland, afviser ligeledes at give nogen garantier, men forsikrer, at regionen gør "alt" for at løse problemet.
Annemarie Knigge (S), formand for sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland, afviser ligeledes at give nogen garantier, men forsikrer, at regionen gør "alt" for at løse problemet. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Annemarie Knigge henviser i øvrigt kvinder, der skulle have mistanke om brystkræft, til at gå til egen læge.

Det er ikke første gang, Region Sjælland ikke overholder de retningslinjer, sundhedsmyndighederne har lavet for brystkræft.

Læs også
Kvinde død efter brystkræftskandale - regionsrådsformand beklager svigt
Læs også
Kvinde død efter brystkræftskandale - regionsrådsformand beklager svigt

I 2019 kom det frem, at kvinder på Ringsted Sygehus i årevis havde fået mangelfulde undersøgelser for brystkræft med det resultat, at flere af dem udviklede sygdommen i alvorlig grad.


Nyhedsoverblik