Region skruer ned for coronaberedskab efter færre indlagte

Region Sjælland skruer ned for antallet af sengepladser til coronapatienter efter faldende indlæggelsestal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Antallet af indlagte med covid-19 falder, og Region Sjælland tager derfor nu de første skridt mod en mere normal drift på sygehusene.

Regionen skærer ned på antallet af sengepladser reserveret til coronapatienter. Det oplyses i en pressemeddelelse mandag.

Lægefaglig koncerndirektør Jesper Gyllenborg peger på, at det begynder at se lysere ud i forhold til de indlagte med covid-19.

quote Vi tror nu på, at de stigninger, vi havde frygtet at se, ikke kommer

Jesper Gyllenborg, lægefaglig koncerndirektør

Derfor begynder regionen at omstille sig og se frem. Han er fortrøstningsfuld, siger han i pressemeddelelsen.

- Lige nu går det i den rigtige retning, og i modsætning til hvad vi forventede, er vi så småt på vej mod en mere normal drift på sygehusene, lyder det.

VIDEO: Se eller gense indslaget fra sidst, Region Sjælland opjusterede coronaberedskabet.

Regionen går fra, at sygehusene omgående skulle kunne levere op mod 93 sengepladser reserveret til coronapatienter til nu 68 pladser.

- Det tror vi på, er nok. Men vi er også klar til at skalere op, hvis det skulle vise sig ikke at være nok, uddyber Jesper Gyllenborg over for Ritzau.

Der har under tidligere smittebølger været planer klar, så der har kunnet aktiveres endnu flere pladser. Men det har ikke været nødvendigt.

Planlagte operationer kan gradvist blive gennemført

Mandag er der 59 patienter på regionens sygehuse, som er indlagt på grund af covid-19. Det er 22 patienter færre end for to uger siden.

- På trods af de høje smittetal har vi ikke set en stigning i antallet af indlagte. Vi har faktisk den seneste tid set et fald.

- Vi tror nu på, at de stigninger, vi havde frygtet at se, ikke kommer, siger Jesper Gyllenborg.

Læs også
Epilepsihospital aflaster pressede sygehuse på Sjælland
Læs også
Epilepsihospital aflaster pressede sygehuse på Sjælland

Flere medarbejdere, der normalt tog sig af andre patientgrupper, kan altså nu igen vende tilbage til de opgaver.

Ændringen betyder, at flere planlagte operationer og aftaler gradvist kan blive gennemført i den kommende tid.

Det er dog ikke, fordi belastningen fra covid-19 er helt væk. Tendensen er dog, at presset er faldende.

- Vi håber og forventer, at det fortsætter, og at vi kan skrue op for den normale drift, så snart det er muligt, siger Jesper Gyllenborg i pressemeddelelsen.


Nyhedsoverblik