Region Sjælland opruster testkapaciteten i påsken - 4000 ekstra tider

I Påsken bliver det lettere at få tid til en coronatest. Region Sjælland følger med det store behov i højtiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Påsken står for døren, og det samme gør en delvis genåbning af samfundet lige efter helligdagene.

Adgangsbilletten til at kunne komme i skole, på universitet eller blive klippet hos frisøren er en negativ coronatest. Derfor ser Region Sjælland et behov for at opjustere testkapaciteten. 

- Vi forventer, at rigtigt mange borgere gerne vil testes i løbet af påskedagene, så de kan gøre brug af den åbning af samfundet, der er annonceret efter påske. Vi har lagt mange nye tider ud til PCR-test i regionens testcentre. Samtidig er påsken starten på sæsonen for sommerhusfolket siger Anne Øster Hjorthøj, enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland, i en pressemeddelelse.

Derfor styrker regionen adgangen til hurtigtest i kommuner med mange sommerhuse, det vil sige Lolland, Guldborgsund, Slagelse, Kalundborg og Odsherred kommuner.

- Blandt andet åbner vi midlertidigt for hurtigtest i Marielyst på Falster, og i de øvrige kommuner har vi udvidet åbningstiderne og styrket bemandingen, siger Anne Øster Hjorthøj.

Udvidet åbningstider

Opjusteringen betyder at flere teststeder får flere åbningsdage og flere timer åbent. Konkret er der kommet 4000 ekstra tider til PCR-test, så den samlede kapacitet i Region Sjælland er på 22.000 daglige tests. 

Derudover omrokerer personalet hos Falck, der udfører hurtigtests for Region Sjælland, så de mindsker risikoen for kø på teststederne. 

- Vi har samlet de podefolk, der uden for ferietid tester ved skoler og uddannelsesinstitutioner, så vi er i de områder, hvor folk er i ferietid. Det betyder mindre bemanding i uddannelsesområderne i ferieperioden, og til gengæld nye test-steder i sommerlandet, fortæller Jakob Wohlgemuth, regionsdirektør i Falck, i pressemeddelelsen.

I første omgang gælder de udvidede steder og åbningstider kun i påsken og frem til 6. april.

Foruden regionens PCR-tests, er der i samarbejde med Falck også oprettet en lang række kviktest-steder.

Nyhedsoverblik