Region Sjælland øger coronaberedskab for tredje uge i træk

Region Sjælland øger beredskabet til trin 3 på grund af presset fra coronapatienter. Samtidig forbereder de sig på at gå i et nyt øverste beredskab efter nytår.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et stigende antal indlagte coronapatienter fortsætter med at presse regionens sygehuse. 

Derfor stiger Region Sjælland nu til trin 3 i beredskab, skriver de i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er 102 patienter indlagt på regionens sygehuse, og fem af dem ligger på intensiv afdeling. Trin 3 i beredskabet rummer op til 108 sengepladser og 43 intensivpladser og betyder, at alle planlagte og ikke-akutte operationer og aftaler bliver udskudt.

- Det er alvorligt, og vi skal alle have kraftigt fokus på at overholde myndighedernes restriktioner og anbefalinger. Vi skal hver især gøre vores for at hjælpe hinanden og i særlig høj grad vores personale på sygehusene i kampen mod corona lige nu, siger Leif Panduro Jensen, koncerndirektør i Region Sjælland, i pressemeddelelsen.

Læs også
Flere coronasyge skærper beredskabet på regionens sygehuse - mange operationer aflyses
Læs også
Flere coronasyge skærper beredskabet på regionens sygehuse - mange operationer aflyses

- Vi er forberedte, men jeg ser også med bekymring på, at vi i Region Sjælland har ramt det højeste niveau for antal indlagte under hele epidemien.

Påvirker ikke behandling af livstruende sygdomme

Aktiveringen af trin 3 træder i kraft onsdag den 23. december. 

På trin 3 kan Region Sjælland tage nødhospitaler i brug, som kan aflaste sygehusene. Et af de steder, der er nævnt som nødhospital er epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. Samtidig er der planer om at lave aftaler med kommunerne om at udskrive patienter til eget hjem. 

Det vil stadig være sådan, at man kan blive behandlet for akut sygdom, akutte skader samt livstruende sygdomme, hvilket vil sige at man stadig kan få behandling, hvis man lider af en kræft- eller hjertesygdom.

Har man som borger brug for hjælp, skal man kontakte egen læge, lægevagt, skadestue eller 1-1-2 afhængig af behovet. 

Forbereder sig på et trin 4

Region Sjælland steg fra trin 0 til trin 1 i begyndelsen af december, så det er altså tredje gang på tre uger, at regionen må øge coronaberedskabet. 

Samtidig forbereder regionen også et nyt trin i beredskabet, trin 4, som eventuelt kan tages i brug efter nytår, hvis der bliver behov. 

Det betyder de forskellige trin i beredskabet:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I begge tilfælde vil regionen have behandlingsansvaret for patienterne - i nogle tilfælde i samarbejde med de praktiserende læger.

- Vi følger udviklingen meget nøje dag for dag. Vi er velforberedte, vi har beredskabet på plads, og patienter og borgere kan derfor føle sig trygge. Udviklingen har dog store personlige konsekvenser for den enkelte patient, som får udskudt sin behandling, og for det personale, som træder ind i nye opgaver på grund af det stigende antal indlæggelser, siger Leif Panduro Jensen.

I PLO Sjælland mærker man også det stigende pres, og det kan betyde, at de praktiserende læger i den kommende tid må udsætte ikke-akutte opgaver. Borgerne skal dog stadig kontakte egen læge eller lægevagten ved akut opstået sygdom eller symptomer på alvorlig sygdom.

Patienter, der har fået udskudt deres operation eller aftale, skal kontakte sygehuset, hvis de oplever forværring i deres symptomer, lyder det fra regionen.


Nyhedsoverblik