Region Sjælland klar til at vaccinere unge på 12 til 15 år

Regionerne er på et møde med Sundhedsstyrelsen her til eftermiddag blevet orienteret om, at de skal indkalde de helt unge til vaccination mod corona i uge 29.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dagen igennem har der været travlhed i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland og et væld af møder mellem regionerne,  vaccinationscentrene og Sundhedsstyrelsen. Tirsdag aften meldte Sundhedsministeriet ud, at der kommer 1,17 millioner ekstra vaccinedoser mod covid-19 fra Rumænien.

- Jeg fik det at vide på et landsdækkende møde, lige før det blev offentliggjort og tænkte, at det er en glædelig nyhed, for nu har vi gået i et halvt år og sagt ”kom nu med de vacciner”, siger Søren Wistisen Rasmussen, der er lægefaglig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Skal vaccinere det dobbelte 

I Region Sjælland betyder det, at regionen modtager 168.000 ekstra vacciner. Dermed kan der her i regionen dagligt vaccineres op mod det dobbelte antal borgere, end man havde regnet med, nemlig 14.400 borgere om dagen.

- Vi er ved at planlægge alt. Vi havde regnet med, at vi skulle vaccinere omkring 7.500 borgere om dagen, og lige pludselig skal vi fordoble det antal, så vi har siddet i væg-til-væg møder hele dagen, siger Søren Wistisen Rasmussen.

- Det er en glædelig nyhed, nu har vi gået i et halvt år og sagt ”kom nu med de vacciner”, fortæller Søren Wistisen Rasmussen. Han er lægefaglig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
- Det er en glædelig nyhed, nu har vi gået i et halvt år og sagt ”kom nu med de vacciner”, fortæller Søren Wistisen Rasmussen. Han er lægefaglig enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland. Foto: Jakob Vind, Region Sjælland

Den store uventede leverance af Pfizer-vacciner kommer samtidig med, at der også er kommet flere vacciner fra Moderna end forventet, og alt i alt betyder det, at de sidste grupper i gruppe 10D i vaccinationskalenderen nu kan inviteres, og at man nu også vil begynde at indkalde de 12-15 årige. Grupper som man først havde forventet at indkalde til september.

- Det bliver en hurtig slutspurt. Så vi gør de voksne færdige først, der kommer invitationer ud på mandag og tirsdag, og vi synes, at de skal skynde sig at få sig en tid, for så er vi færdige i uge 35, siger Søren Wistisen Rasmussen.

Afventer set-up om de 12-15 årige

At der pludselig kan sættes turbo på udrulningen af vaccinationsprogrammet, betyder også, at regionerne nu er blevet bedt af Sundhedsstyrelsen om at gøre klar til at kunne vaccinere de yngste. Det præcise set-up omkring dette, kender Region Sjælland endnu ikke, men afventer retningslinjerne.

- Nu indbyder vi også børn imellem 12 og 15 år til at blive vaccineret, og det bliver formodentlig i uge 29, siger Søren Wistisen Rasmussen. 

Læs også
Travlhed efter vaccinekøb - nu skal regionen massevaccinere
Læs også
Travlhed efter vaccinekøb - nu skal regionen massevaccinere

Den 17. juni meldte Sundhedsstyrelsen ud, at de vurderer, at covid-19-vaccinen fra Pfizer-BioNTech både er meget sikker og meget effektiv hos 12-15-årige børn. 

- Selvom vi har høj tilslutning i de nuværende målgrupper, som omfatter cirka 83 procent af befolkningen, så vurderer vi også, at en udvidelse af målgruppen til de 12-15-årige er nødvendig for at sikre endnu større immunitet i befolkningen, og dermed sikre kontrol med epidemien i Danmark, lød det fra Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse. 

TV2 ØST har forsøgt at kontakte Sundhedsstyrelsen for at høre nærmere, de er ikke vendt tilbage. 

Medarbejderne på Region Sjællands vaccinationscentre får travlt i de kommende uger. Her er det vaccinationscentret i Arena Næstved.
Medarbejderne på Region Sjællands vaccinationscentre får travlt i de kommende uger. Her er det vaccinationscentret i Arena Næstved. Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

De ekstra leverancer kommer midt i en ferietid, men Region Sjælland går nu i gang med at sørge for, at der er vaccinatører nok. Her vil regionen blandt andet sørge for, at nogle af poderne i testteltene rykkes over i vaccinationscentrene.

- Efterspørgslen efter podninger falder, fordi en test nu gælder i 96 timer, derfor kan vi flytte nogle af vores folk over i vaccinationscentrene. Der er nogle, der skal følge folk ind, nogle skal overvåge, der er mange opgaver i et vaccinationscenter. Der vil også være nogle af de dygtigste podere, der kan uddannes i at vaccinere, og som så er under supervision af en sundhedsfaglig person, men kun hvis de er fagligt dygtige og kompetente, fortæller Søren Wistisen Rasmussen.

Opdateret vaccinationskalender 

Foreløbigt regner Søren Wistisen Rasmussen med, at regionen kan klare de ekstra opgaver indenfor regionens egen organisation uden at involvere Practio, som vandt regionens beredskabsudbud og kan involveres, hvis det bliver nødvendigt.

Det forventes, at den nye opdaterede vaccinationskalender opdateres i morgen torsdag den 1. juli. 


Nyhedsoverblik